Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.
Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes.
Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra deres rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.
Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som de hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad.
On Kaikō – the trio Treen’s second release – saxophonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė, and percussionist Jan Philipp demonstrate confidence, mutual trust, and a distinct musical adventurousness. The opening track »Hylē« unfolds with rattling percussion and strikes seemingly aimed directly at the piano strings, stumbling forward over an underlying drone. The saxophone cuts in with phrases that sound at once admonishing and bewildered. Nothing feels meticulously calculated; instead, the music is carried by a keen awareness of the three musicians’ individual voices within the shared soundscape.
The same basic formula unfolds across the album’s three other pieces, yet always in new variations. On »Kinetic«, Dahl’s saxophone emerges with much greater weight, its slowly growing crescendo mirrored and challenged by Preisaitė’s piano. Improvised music can often slip into polite holding patterns, with the musicians taking turns in the spotlight – but not here. Dahl, Preisaitė, and Philipp appear as three drifting islands without anchors, propelled by their own currents yet inexorably drawn in the same direction. The result is both sudden shifts and an organic flow that can pull the listener into a trance, if one surrenders and simply lets the sound wash over.
It is precisely the trust between them that allows the three to play freely, without fear of leaving or losing each other. In doing so, they create a momentum that is hard to resist – whether one chooses to let the islands drift past or to float along in their current.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek