Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats.
Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.
De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.