
Why Gabber Modus Operandi from Bali was booked for Roskilde's »avant-garde scene« Platform, which my 20-year-old son called the »boomer« scene, is a mystery. In 2018, when they made their European debut, it was at the seminal Berliner festival CTM at the club Berghain. Since then, they have traveled around the world and were featured on Björk's new album in autumn 2022.
The music and the trance party, on the other hand, went straight in – a mix of new and previously released tracks, all produced by Kasimyn and spiced up by Ican Harem with his wild performance. The tracks provide the foundation to the trance, but it is Harem who controls it with song, recitation and growl and with an insistent audience address primarily in Indonesian.
It was loud and intense, and the trance-happy festival audience, who had turned up in large numbers, had plenty of opportunity to dance. The individual character of the tracks is found in characteristic and slower pentatonic themes played by samples that sound like slompret (Javanese wind instrument, as in the track Sandikala), bonang (small gong) and synth (Genduwuro), and Indonesian song/speech (Hey Nafsu). A local Indonesian jumble woven into a global borderless music machine.
Jathilan is the name of an Indonesian ritual dance in which knights on reed horses travel out to defend the sultan, but along the way are possessed by the spirits of the forest. Jathilan is currently particularly popular in Java in local contexts in city and countryside, where both dancers and the audience can get in trance, which is led by a "fusion gamelan" consisting of Indonesian gamelan, drum set, synthesizer and whatever else is in the neighborhood. Everything is electrically amplified and blown out through distorting speaker towers – preferably with over 110 DB. The aesthetics are breathtaking and something quite unique.
Gabber Modus Operandi precisely finds, among many other on- and off-line curiosities, inspiration in jathilan. They too have travelled out, however, without reed horses, classic Indonesian dance costumes and instruments. Instead, they have brought us high-tempo electronic dance music (EDM). Hard pumping metallic noisy beats here reaching 120 DB. Towards the end, they invited us to sit on the floor. The trance now took form as a call to prayer, meditation and contemplation.

Han sagde, det ville blive lidt spacy. Så satte han sig til sit Korg Kronos, og le grand voyage begyndte. Ambient, boblende, free, intet tema endnu. Bassisten og guitaristen gik med ind i det flydende rum. Herbie Hancock på Smukfest en fredag eftermiddag, but how? Men folk lod anti-hverdag og wannabe-rumtøj være dét; her var firstmoveren, der brugte vocoder før andre og rejste væk fra alle stilarter for at definere nye. Hancocks kvartet var forbi Sunlight-albummet fra 1978, Wayne Shorters »Footprints«, »Actual Proof« og »Watermelon Man«. For det meste lukkede Lionel Loueke, den mest afrikanskinspirerede af Hancocks guitarister, lydflader ud. Ikke så mange traditionelle soloer. Men det var helle ikke lounge. Bare spacy.
Troede trioen Ude af kontrol, at de var flyvende og syrede i Skanderborg og fusionerede noget som helst? 82-årige Hancock stillede sig helt frem på scenen med sin keytar i »Chameleon« – fusionsnummeret over alle og et nummer af ikke nyere dato – og var klar over, at han var eneste jazznavn på Planet Bøgeskov. Han gav et show for masserne. Lyden var lidt blævrende. Pianoet højt. Hører jazz fra rummet hjemme på en festival, der elsker kopier og retromusik? Ja, vel lige så meget som folk med antenner på hovedet. Ikke den bedste af Hancocks koncerter, men underholdende at se fremtidspianomanden i uvante rammer.

Det siges, at Goethe beskrev kammermusik som »fire fornuftige menneskers samtale«. Erstattes »fornuftige« med »legesyge« opstår freejazz.
Hvor vi lever i en tid af fomo, angst for pauser og tomhed, skaber den københavnske TLF Trio det lydforladte rum, netop hvor vi ikke søgte. Stilheden gør sig bemærket på »Late August Early September«, hvor instrumenterne skiftevis taler, og efter en pause afløses af den næste, der giver sit besyv med. I enkelte passager spiller alle samtidig, dog uden at nogen hævder sig eller hæver stemmen.
Samtidig bryder albummet med en kontemporær musikalsk diskurs indenfor den rytmiske musik, hvor alt kan skemalægges, og hits opstår efter opskrift. Sweet Harmony er ikke en blid og harmonisk oplevelse, hvilket demonstreres på »March-like, Wild«, hvor Cæcilie Trier på sin cello knipser en insisterende rytme, der fletter sig sammen med klaver og guitar, og densiteten i nummeret løbende ændrer sig fra fyldt soundscape til enkel pizzicato.
Avantgardeprojekter kan stikke af og blive til selvrefererende og smagløs kedsommelighed, men TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale.

Den Stockholm-baserede komponist Kali Malones musik er indbegrebet af tesen om »less is more«. De altid tilstedeværende, nøjsomme og blødt ringende droner lægger sig som tunge tågebanker nederst i mikset, mens Mats Äleklints trækbasun og Isak Hedtjärns basklarinet spiller få, enkeltstående toner højere i mikset. Men ikke så højt at de nogensinde slipper helt ud af tågen. Jeg higer efter noget at hæfte mig ved, bliver opmærksom på de små ting, som jeg i en mere tætpakket produktion nok ville have overset. Som hvordan man kan høre de to blæseres hvislende udåndinger under instrumenternes klang – og nogle gange endda udelukkende disse vejrtrækninger.
Mens den musikalske tåge i EP’ens første nummer er så tyk, at man kan skære i den, introducerer andet nummer en mere fremtrædende, endda melodisk synth, der meget passende netop synes at skære igennem disen. Således skaber Malone først en rolig, nærmest ophøjet ubevægelig lyd, for derefter selv at bryde den ned med en langt mere sinister afslutning.
Drone er af natur ofte en uhåndgribelig form for musik, men Malones store styrke er hendes evne til at skabe tekstur, en følelse af rum og nærhed i sine kompositioner. Dette beviste hun med det monumentale orgelværk The Sacrificial Code (2019). Med Living Torch understreger hun blot hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.

Smider man en håndfuld elektroniske elementer, progrock, punk, noise, jazz, industrial, aggressive violiner og mentalt udfordrede saxofoner i en blender og krydrer med nihilistisk mørke, programmerede trommer og distortet spoken word er resultatet Introducing SVIN.
Hedenske ritualer gør deres indmarch på »Bøn« (feat. Bisse) og »Herbalism«, hvor »Punklort« er en udjazzet allegori over infernal støjpunk og det lofi elektroniske nummer »Dødsensangst« (feat. Marie Eline Hansen) lugter dystert og klaustrofobisk.
Friedrich Nietzsche beskæftigede sig med der »Wille zur Macht«, og for at realisere menneskets iboende skaberkraft- og trang er det essentielt at frigøre sig fra slavementaliteten. I den danske musikbranche underkaster kunstnere sig alt for ofte snævre genrebegreber og frarøver sig selv friheden til at skabe. SVINs album adskiller sig fra lignende værker på grund af sin insisterende legesyge, imens det unikke består i, at projektet lykkedes. Andre ville drukne i de mange lag og genrer og enten give op eller ende med et mere filosofisk end auditivt velfungerende resultat.
Det har krævet, mod, udholdenhed, evner og styrke at skabe Introducing SVIN, som tungt kan anbefales til enhver med en forkærlighed for NIN, Swans, Einstürzende Neubauten, Rob Zombie, Coil og Neurosis. Imellem riter, depression, angst, kaos og paranoia anes et humoristisk glimt i øjet, der til dels gør det til en udholdelig oplevelse og til dels viser, at SVIN ikke er et selvhøjtideligt martyrium.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.

Med Soundtrack of an Imaginary Opera forsøger finske Rebecka Sofia Ahvenniemi at tage os på en rejse ind i skitserne til en ufuldendt opera, og netop det er operaens største hæmsko: Projektet føles for ufærdigt og retningsløst, til at fremstå som en helhed. Musikalsk og sonisk er der tale om en hybrid mellem barok-opera og 1920’ernes musikteater, med besøg i både cabaret og det avantgardistiske, men også lån fra rock og R’n’B, som sad vi i en ituslået musikalsk tidsmaskine.
Først ved sidste sang, »Nymph Cry«, hvor sproget bryder sammen og nymfens naturnære stemme akkompagneres af en klokke, indtager musikken det drive og den fylde, operaen har manglet. Desværre flygtigt, vi slynges tilbage til barokken og referencer til passager tidligere i værket.
Måske er det netop den meget sparsomme instrumentation, der efterlader mig med et afsavn, krydret med mange gentagelser. I stedet for at dekonstruere en opera, som Ahvenniemi efter eget udsagn ønsker, ender hun mest med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt. Operaens potentiale forløses formentlig også bedst i en reel opsætning, med scenografi og et større ensemble, og jeg håber, det er noget, Ahvenniemi arbejder hen imod.