En familiefest i fire scener – det er den rituelle ramme for Apollonian Blackout. Ceremonier, død og genfødsel i et krydsfelt mellem performance, koncert og installation. Først pumper en hjerterytme fra en trommemaskine, vibrerende 80’er-synth-frekvenser ulmer, mens John Carpenter scorer sin egen begravelse. Et stemningsfuldt anslag, der dog ikke når et fyldestgørende klimaks i sine melodiske forskydninger, inden tæppet falder, og man bevæger sig videre langs det spisebord, der er scenografiens omdrejningspunkt.
Musikere dukker op med slagtøj og akustiske streng- og blæseinstrumenter, eksperimentende, jazzet, groovy er det, og publikum inviteres til at udfylde pauserne med taktslag på bordets vinglas. Der chantes i tekstbidder – fragmenter fra generationers skåltaler væves ind i musiktapetet. Kærlighed, minder, længsel..
Det »transatlantiske ensemble« kan både være jamband og New Yorker-kantet som Laurie Anderson med hverdagslige og sloganklingende ordlyde. Stramt eksekveret men også legende som i cirkus med høje hatte og candyfloss som skrub-af-mad.
Der bydes op til dans, og trancen indfinder sig. Eskaleringerne muterer i dissonans og disciplineret polyrytmisk feberdrøm. Spisebordet udmunder i et ormehul malet på endevæggen; stedet hvor tiden strækkes og det lineære og cirkulære smelter sammen. Lidt for letkøbt højpanderi? Måske, men også en variation over Hess Is More’s udforskning af scenografiens materielle afsmitning på kompositionen fra forgængeren Apollonian Circles, som arbejdede med det cykliske. Apollonian Blackout undersøger, hvornår et konstant udviklende forløb bider sig selv i halen.
Trådene samles i festens rytmiske ophav – den afrocubanske musiks gyngende gentagelser. Beruset forlader man familiefesten, hyperopmærksom på kroppen, sanseapparatet og hjertets banken.
On Kaikō – the trio Treen’s second release – saxophonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė, and percussionist Jan Philipp demonstrate confidence, mutual trust, and a distinct musical adventurousness. The opening track »Hylē« unfolds with rattling percussion and strikes seemingly aimed directly at the piano strings, stumbling forward over an underlying drone. The saxophone cuts in with phrases that sound at once admonishing and bewildered. Nothing feels meticulously calculated; instead, the music is carried by a keen awareness of the three musicians’ individual voices within the shared soundscape.
The same basic formula unfolds across the album’s three other pieces, yet always in new variations. On »Kinetic«, Dahl’s saxophone emerges with much greater weight, its slowly growing crescendo mirrored and challenged by Preisaitė’s piano. Improvised music can often slip into polite holding patterns, with the musicians taking turns in the spotlight – but not here. Dahl, Preisaitė, and Philipp appear as three drifting islands without anchors, propelled by their own currents yet inexorably drawn in the same direction. The result is both sudden shifts and an organic flow that can pull the listener into a trance, if one surrenders and simply lets the sound wash over.
It is precisely the trust between them that allows the three to play freely, without fear of leaving or losing each other. In doing so, they create a momentum that is hard to resist – whether one chooses to let the islands drift past or to float along in their current.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek