Astor Piazzolla
1
© PR
I en hyldest til Piazzolla har Bjarke Mogensen kastet sig over den argentinske tango på cd’en Album for Astor. Selvom han er en af de bedste i landet på akkordeonet, kommer vi hverken tæt på Astor Piazzolla eller under huden på tangoen.
Mogensen mestrer fuldt den teknisk krævende musik – men godt håndværk skaber ingen tango, for der mangler vildskab eller kant på 11 indspilninger, som ellers er varieret udvalgt. »Adiós Nonino« er skrevet under dyb påvirkning af farens død. Men vi kan ikke høre eller mærke sorgen igennem Mogensens akkordeon, som ligesom andre numre mangler det farlige element, hvor man kommer ud over kanten, tæt på afgrunden. På »Café 1930« har han selskab af Mathias Heises ellers suveræne mundharmonika, men halvvejs går de i stå, og i stedet for nerve bliver det kedeligt. De mange gentagelser i numrene kører i det hele taget mere i ring end skaber fornyet kraft.
På halvdelen af titlerne er Ensemble Storstrøm med til tango, men det kommer musikken ikke op af flyve af. Den karakteristiske tangorytme – dam-DAM – bliver for tung og markant i lydbilledet, og mister sin funktion som underlæggende fremdriftseffekt. Lydproduktionen hjælper ikke, da de otte instrumenter virker meget langt væk, og det er vanskeligt at skelne de enkelte stemmer fra hinanden.
Kun de to numre med vibrafonisten Johan Bridger har nerve, og man fornemmer tangoens vildskab og indboende urolighed. Man kan spille tango skævt, fejlagtigt og uden de store kompetencer – men kedeligt må det ikke blive. Der skal mere end stort musikerskab til en tango.
© PR
Since they formed in 1971, Faust has always been the »enfant terrible« of Krautrock. For one, even if they have produced a number called, precisely, »Krautrock« on their 1973 mythical album Faust IV, they have never fit any case, tag or cliché linked with German rock music. Less »kraut« than Can or Electric Sandwich, they tend to move closer to the early improvisation incarnations of Amon Düül and Ash Ra Tempel, with an injection of a heavy dose of industrial electronics found in Die Krupps or Einstürzende Neubauten.
Daumenbruch (»Broken Thumb«), their 16th album to date, is a perfect continuation of their rebellious career. It is a concept-album, created with guest musicians from other German bands such as, among others, Einstürzende Neubauten and Schneider TM, who added their sound to the track not knowing what the others were playing. The result is a mesmerizing three tracks album (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), which could almost be defined as »quantum music«, as it seems to occupy different spaces and epochs at the same time. The construction of each track plus the composition of the album makes one immediately feel both at home and in a totally other dimension. Echoes of contemporary industrial and ambient music mix, while memories of older radical German projects like DOM or Embryo surface.
Apparently friendlier to the listener than the 1973 Faust Tapes, it nonetheless craves an open-mind and a curiosity for dissonances and textures. It is an album of musical geniuses that have never really cared much for the hype, and prove it once again without flinching. Even with a broken thumb, Faust can flip the bird to mainstream and the contemporary musical gravy.
© PR
Roligere indledning skal man lede længe efter i dansk orkestermusik. Men den afslappede horisontlinje i 1. sats af Steingrímur Rohloffs Concerto grosso, som året efter sin uropførelse allerede nu findes i en glimrende indspilning med Aalborg Symfoniorkester, er ren og skær lokkemad. Inden værket med de fire adrætte messingsolister er omme, har et voldsomt symfonisk jordskred splintret idyllen.
Lige organisk udvikler det musikalske forløb sig måske ikke gennem alle fire satser, men Rohloffs uforfærdede, ja til tider hårdhændede, ridt gennem store kontraster har en egensindig charme. Fisken begynder for alvor at sprælle med det alarmistiske valdhorn i 2. sats, og helt radbrækket falder trompetens linjer i sidste sats, inden de fire solister simpelthen stiller sig op og råber »åh!«.
I partituret opfordrer Rohloff til at spille »på kanten af det mulige«, og det bud følger de involverede så afgjort. Fra strygerne, der skifter buen ud med vistnok blyanter, til en vibrafonist bevæbnet med strikkepinde. Grossoen har en fræk og alsidig symfonisk klang, der er lige så fuld af påfund som værkets dramatiske kamp mellem tindrende ro og det store, growlende sammenbrud.
Meget mere behændigt løssluppent og klangligt årvågent kunne året ikke skydes i gang på orkesterfronten, og så er banen da ligesom kridtet op. Næste!
© PR
Ejnar Kandings værker kan være som nat og dag, nogle gange lifligt diskrete, næsten ambiente, andre gange sludrende pladderromantiske. Men på indspilningen her af Suite résonance, et syvdelt værk fra 2015 for guitar og elektronik, lyder den forvirrede komponist, som om han aldrig har skrevet andet end stilren, elegant konciperet musik.
De syv satser fremstår som fortryllede barokdanse, forsigtigt animeret af elektroniske forvrængninger, pulseringer og kontrastvæsker. I den første af dem hører man toner, der spaltes i to liv: en nobel atonalitet i nutid og en mikrotonal forsinkelse som et musikalsk genfærd, begge dele gennemløbet af et skælmsk gemyt.
Siden udvides klangrummet med en slags druknede overtoner, opklippede beats, fejende synth og, i den dramatiske bourrée mod slutningen, lyden af et snorkende elektronisk monster, der pacificeres af en fersk vuggevise spillet med lyse flageoletter på guitaren. Det hele holdt i kort snor af Kanding, som har fundet en pirrende balance mellem stilstand og bevægelse.
Suite résonance er et værk, der med sin pixelerede hommage til barokken tematiserer tidens gang, men det giver også plads til at sætte den i stå: Bulgarske George Vassilev, der slår guitarens strenge an, sanser sig med poetisk ømhed gennem de frie skalabølger i den yndige air-sats undervejs – og hans fine vandring mellem temperamenter er med til at gøre den korte udgivelse til en overraskende spændstig og forførende størrelse.
© PR
Fra bøgernes verden har vi de seneste år stiftet bekendtskab med begrebet fødselslitteratur: forfattere, der kort og godt og jo ganske relevant skriver om det at føde et barn. Nu er tendensen skvulpet over til lydens verden, for konceptet bag Katinka Fogh Vindelevs Gravitational Shift er, at de fødende furier er blevet transskriberet for kor.
Altså ikke bare en-til-en. Vindelev, der har udtænkt ideen sammen med billedkunstner Marie Kølbæk Iversen, æstetiserer fornøjeligt akten for et utal af stemmer og strækker de lydlige detaljer ud i herligt sadistisk slowmotion. Der er små tyngdefelter af tæt, sitrende klang og sirlige smertensskrig for sopran såvel som baryton – lidelsen har mange ansigter.
Vindelev zoomer ind og ud på de forskellige motiver af udstrakte støn, vejrtrækningsstød og maskinlyd, der tilsammen udgør et svært velklingende og faktisk langtfra uhumoristisk fødselsportræt: Værket er ordløst, men fornemmer man ikke lige, at barytonen synger sit »ah-ah« som et »aha« i en lille tertssløjfe efter det første af de otte veer?
En aha-oplevelse er der i hvert fald tale om med Gravitational Shift. Det kunne let være endt som en total fremmedgørelse af en urkropslig erfaring, men i mødet mellem værkets abstrakte udtryk og stemmernes intime, kropslige nærhed formår Vindelev faktisk at sætte den fødende fri som æstetisk objekt og invitere lytteren helt tæt på i billedskabelsen. Altså, det er jo næsten som at ligge der selv!
1.3330197554092
21.12.2022
Mekaniske gys og flade palmer
Vinyl -terror & -horror: »[tense music swelling]«
© Kunstmuseum Brandts
Det må være sjovt at være Vinyl -terror & -horror. Jeg mener, skrivemåden alene! Men endnu sjovere er det heldigvis at være den, der, helst uforvarende, støder ind i lydkunstduoens hjemsøgte installationer.
Som nu her øverst oppe på Brandts i Odense, en etage over de surrealistiske åndsfæller i museets faste samling. Pludselig, inde i mørket, står man ansigt til ansigt med et filmlærred omringet af selvspillende harmonika, roterende panfløjte, snurrende stiletter, sækkepibe, fodpumper, et blafrende gardin og, gudhjælpemig, en mekanisk loftstrappe, der folder sig ud.
På lærredet kører små filmsekvenser, hvor lydsidens stemning er tekstet for hørehæmmede, deraf værkets titel, og den stemning opføres så af det mekaniske instrumentarium i kombination med båndet lyd af harpeklang, telefontoner, orkesterdyb og alskens effekter.
Vi ser skikkelser i mørket og hører et afløb gurgle. Bevæger os gennem mørk skov, mens et par støvler træder i et lille bjerg af båndstrimler og en tordenplade rumler. Holder vejret, da en underbo banker i loftet og bevæger sig ildevarslende langsomt op til støjsynderen, akkompagneret af de roterende stiletter, den mekaniske trappe og, ja, en bevægelig kost.
Midt i det hele ligger en flad plastikpalme i en skriggrøn badering. Vinyl -horror & -terror leger konstant med potentiel energi, ikke al suspense skal forløses, og sjovest af alt er måske, at palmen bare får lov at ligge der uden nogensinde at blive pustet op. Snydt!