Aarhus er et kæmpestort klaver

Der er slået stort brød op i Lydenskabs nye produktion En Symfoni til Aarhus, hvor klassisk musik og pop møder litteratur og scenografisk film i et portræt af verdens mindste storby. Det er der kommet et ambitiøst projekt ud af, som til tider fremstår ubagt og andre gange klinger smukt igennem.

Den franske filosof Henri Lefebvre påpeger i bogen Éléments de rythmanalyse (1992), at enhver by har en rytme. Trapper, brosten og fliser udgør det underlag, der forplanter sig gennem fødderne til resten af kroppen og videre ud i byrummet. En Symfoni til Aarhus tager udgangspunkt i denne rytme og låner lyd og tempi fra den urbane stoflighed.

Musikken er af Gorm Askjær, tekst af Gerd Laugesen, visuals af Ard Jongsma. Men også Aarhus Jazz Orchestra, Århus Sinfonietta, og Akademisk Kor Aarhus bidrager, og sanger Asbjørn Hvelplund står for den mere poppede del af lydsiden med klar reference til den såkaldte Aarhus-lyd fra 80’erne.

Resultatet er mere kakofoni end symfoni, hvilket er både fint og præcist, men det havde været ønskeligt, hvis Askjærs komposition havde spillet en mere aktiv rolle og ikke, som er tilfældet, primært fungeret som underlægningsmusik til teksten. Samtidig er der masser af lyd i Laugesens linjer, der blandt andet bygger på udsagn fra Værestedets brugere, Aarhus Stadsarkiv og elever fra Århus Statsgymnasium. Ordene, der læses op af byens borgere og Laugesen selv, danner deres egen rytme, mens vi hører, hvorledes den evige pilotering forvandler Aarhus til et kæmpestort klaver og lytter til historier om tandlægen, der spiller på aarhusianernes tænder. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.