Kviksand på dansegulvet

Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.

Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.

Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.

Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.