Aya
1
© Aya: »im hole«
Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.
Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.
Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.
Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.
© PR
He does not want to be political, he says in interviews. The listener must make up his own mind, the artist must not dictate anything. So that's why Jacob Kirkegaard with Landet (The Land) – a commissioned piece for Gong Tomorrow – created a completely neutral portrait of Danish agriculture... that sounded like hell on earth.
We stood huddled together between four speakers and listened intently for an hour. To the pigs' machines, to the cattle's, to the chickens: hydraulic suction, metallic meat grinders and deafening noise. All experienced at such close range and with such crystal clear recording that you got the acute feeling of being the next animal on the slaughter bench.
But not only that. Kirkegaard, the scoundrel, had seen with devilish agility the potential in the industrial rhythm of the machines. Just as you stood frozen in fear, he created hard techno out of the inferno. Separated the treble hiss from the dumpy bass, got down to the fundamentals of the sound, and forced us to rock to the beat of the horror. And perhaps worst of all: the animals were mercilessly absent, only the machines spoke.
I am ashamed to admit that it was very fascinating. Some machines hid like hidden alarms in the background, others lay smouldering, while a few stepped forward and became frenetic beats, staged by white noise brushes and darkness falling in the room.
Well, he pulled ashore a little halfway through the piece and led us out into the light: to manure spreaders and windmills, where the sound wasn't shot right back into our heads. And thereby perhaps saved us from eternal perdition. Fair enough. Thank you, well. But also: Party pooper!
© PR
Han vil ikke være politisk, siger han i interviews. Lytteren må selv tage stilling, kunstneren skal ikke diktere noget. Så derfor havde Jacob Kirkegaard med Landet – et bestillingsværk til Gong Tomorrow – skabt et helt neutralt portræt af dansk landbrug … der lød som helvede på jord.
Vi stod klumpet sammen mellem fire højttalere og lyttede intenst i en time. Til svinenes maskiner, til kvægenes, kyllingernes: hydrauliske sug, metalliske kødhakkere og øredøvende støj. Alt sammen oplevet på så nært hold og med så krystalklar optagelse, at man fik den akutte fornemmelse af at være næste dyr på slagtebænken.
Men ikke nok med det. Kirkegaard, den skiderik, havde med diabolsk smidighed set potentialet i maskinernes industrielle rytmik. Just som man stod stiv af skræk, mixede han hård techno ud af infernoet. Adskilte diskant hvislen fra dump bas, bevægede sig ind til lydens grunddele og tvang os til at vugge i takt til rædslen. Og måske værst af alt: Dyrene var nådesløst fraværende, kun maskinerne talte.
Jeg må med skam bekende, at det var svært fascinerende. Nogle maskiner gemte sig som skjulte alarmer i baggrunden, andre lå og ulmede, mens enkelte trådte frem og blev til hidsige beats, iscenesat af hvide støjbørster og mørkefald i rummet.
Nuvel, han trak lidt i land halvvejs og førte os ud i lyset til gyllespredere og vindmøller, hvor lyden ikke blev skudt lige tilbage i hovedet på os. Og frelste os dermed måske fra evig fortabelse. Fair nok. Tak, vel. Men også: Lyseslukker!
© PR
Årets Gong Tomorrow er måske nok imploderet til næsten ingenting, men festivalen nåede dog trods alt at slå et tema an på sin åbningsaften. I dunkel belysning og ganske let forstærket stod således fire sangere og muhede Kirstine Fogh Vindelevs Imitationer af liv i gang, mens en slagtøjsspiller gjorde cirklende bevægelser på sin pauke.
Altså decideret muhede. Som køer. Inden de trillede stemmebåndene intenst som kyllinger til lyden af trommehvirvler. Fremførte en indfølt gryntesolo. Og efterhånden flettede mennesket ind i værket, først med forsigtige fragmenter af ord, siden folkemelodiske koraler.
»Vi bedøver dem ikke, nu stikkes de med knive, men de lever endnu, for hjertet skal pumpe blodet ud,« sang de til sidst liggende på gulvet. Hvad der begyndte som komiske dyrelyde, blev langsomt stiliseret med præcise dissonanser, synkrone koslik og sakrale ekkoer. Landbrugets dystre virkelighed nåede at sænke sig over rummet som et koldt udråbstegn. Avs.
Se dyrene som liv, hør dem synge, lyt til deres pinsler. Ambitionen virkede klar. Og udførelsen ligefrem, tilgængelig, åben. Kunne man med fordel have stiliseret muhlyden yderligere, når nu den ikke virkede helt troværdig i sin ret rene form? Det tror jeg. Men værkets stramme, enkle og kølige greb holdt mulen i sporet.
At det økokritiske tema aldrig får lov at folde sig ud, fordi Gong Tomorrow er løbet ind i så massive vanskeligheder i år, er en ulykke. Vindelev lod os ane, at noget stort var i vente.
© PR
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
