Under en konstant stråle af sand stod en performer. Sandet faldt ned over hendes skuldre, og det begyndte pludseligt at klø overalt på min krop. Der var helt stille på Teatret Gruppe 38. I komponisten Olga Szymulas 門Mon foregik al lyd binauralt i høretelefoner. Abrupte syntetiske lydflader, japansk oplæsning af fragmenterede tekststykker og evigt tilbagevendende elektronisk ødelagte korflader fløj helt tæt om ørene på os.
Bag performeren, der langsomt begyndte at dreje rundt under sandstrålen, afspejlede abstrakte videoanimationer den komplekse lydside. Gennem animerede sandbølger, der konstant ændrede form, og forvredne, japanske naturbilleder rejste vi gennem en verden af ensomhed, hvor en fornemmelse af noget unheimlich var medpassager.
At forsøge at forstå 門Mon til fulde var umuligt, og måske også overflødigt. Der foregik en sammensmeltning mellem kulturelle udtryk og traditioner. Alle forsøg på meningsdannelse blev forvrængede og afbrudte, som om de mange lag af sprog og udtryksudvekslinger mellem medier dannede deres egen utilgængelige virkelighed.
門Mon var med lyd, performance og videokunst i én samlet pakke højdramatisk og samtidig – uden at miste intensitet – uendelig langsom. Jeg sad i mørket, mens jeg blev opslugt af det evigt dalende sand, der faldt ned over performerens krop og fik indtryk af at være en del af en smuk eksplosion i slowmotion, i en verden fyldt med statisk dramatik.