Lyden af Foucaults mareridt
Kan du gætte melodien til Human Ressource Management Song? Hjernen tuner automatisk ind på protestsange fra ‘68, men den fremadstormende kunstner Hannah Toticki Anbert gik en helt anden vej i provo-kitch-installationen på finkulturens højborg. Svaret er Dolly Partons I Will Always Love You. Her stoppede lighederne, ind på scenen trådte skuespiller Kristine Utne Stiberg: En chef i hvid skjorte, sorte bukser og leverpostejfarvet page. Med sin fantastiske stemme og klassisk karaoke-line-up – et playback track, tekstskærm og mikrofon – sang hun til den fleksible medarbejder, som lægger al sin tid og energi i virksomheden og hyldes i omkvædet: »I Will Acknowledge You«.
Megan Trainors diskoteks-tacky It’s All About That Bass kom også under Totickis kniv: En B2B-glad kvinde sang fedtesang til bossen. En topmotiveret kvinde med knaldrød fletning og orange sporty trøje sang om sin ekstreme glæde ved at være den bedste, arbejde over og fedte for bossen: »It’s all about that pace bout that pace…«.
Toticki har taget den internationale kunstscene med storm, og det cementeres af denne sarkastiske og provokerende performance, som er absurd, humoristisk og knivskarp kritik af moderne ledelsesstrategier, selvdisciplinering og kapitalismen i det 21. århundrede fortolket som karaoke-performance-installation. Skrækscenarier fra Foucault, Marx og Negri blandet med lyden af The Voice.