Luft, altings forudsætning, er også altings udfordring. Driver man rundt en fredag på talentfestivalen Spot i Aarhus, er det ikke kun den kraftige vind, der rusker i nervøse ører, det gør også unge popvokaler med luft, al for megen luft, på stemmebåndene.

Mødet med Maria Dybbroes klare altsaxofon i den albumaktuelle flimringskvintet Caktus bliver derfor også et møde med det, som mange musikere må have glemt i øjeblikkets spurt mod stjernerne: den klanglige kernes forførende sandhed, den luftløse nøgenheds hårdhed og appel.

I hendes blæs høres ingen hvislen, men en helt ren, maritimt blågrøn lyd. Fra Dybbroes lukkede øjne og fuglede bevægelse udgår en impuls, der får hvert livgivende pust til at sætte sig i saxen som en hele tiden foranderlig tone. Alt bliver til udvikling: nervøs tremolo, bugtende intensitet, letblæst piblen og hele tiden dette antiluftige, skorpede hjerte i klangen.

Ledsaget af melankolsk skærende cello, grundprikkende kontrabas, let bølgende trommer og endnu en altsax, denne i kontrasterende luftige klæder, er mødet med Caktus’ ømt trukne melodier og henslængte plateauer en undtagelse af tæt ro og opmærksomt lyttende fællestrance på Spot.

Det er, kort sagt, en påmindelse, ja et opdrag, om at gennembryde luftagtighedens tekniske fernis og turde satse hele sit musikalske projekt på sandhedens alter. Alt er kerne. Og Caktus’ kerne, Dybbroes uimodståelige klang, er en livgivende kilde af kaktusvæske i en ørken af luftspejlinger.

En elektronisk produceret drone tystnede det ellers snakkesalige publikum i kunsthallen Simian, der onsdag aften fremstod som en stor åben kælder badet i blåt lys. Her havde den svenske lydkunstner, komponist, musiker m.m. Catherine Christer Hennix samlet en reduceret udgave af den nydannede gruppe Kamigaku Ensemble: Udover Hennix selv på det japanske rørbladsinstrument shō var også ligeledes svenske Ellen Arkbro på trompet og Marcus Pal på elektronik og stemme. Trompettonerne var lange og kun afbrudt af behovet for at trække vejret. Snart kom Hennix på shō med og Pal med messende sang. Forholdet mellem de fire elementer – den kontinuerlige drone, den æteriske shō, den jordnære trompet og den menneskelige sangstemme – udviklede sig på små, men meget interessante måder. Musikerne var i en konstant søgen efter hinandens tonearter, og når de mødte hinanden rigtigt, ringede samklangen på den helt magiske måde.

Således oscillerede de tre musikere koncerten igennem, en opbyggende bølgegang mellem fundet og mistet samstemmighed i en kælderstilhed, der kun aperiodisk blev afbrudt af publikums skridt, host og ølåbning. Intet andet end skønheden i Hennix, Arkbro og Pals søgen efter indbyrdes harmoni. Koncerten sluttede med den samme enkeltstående drone som den startede med, og en vis forvirring over, hvorvidt opførslen rent faktisk var færdig. For mit vedkommende kunne de tre musikere godt have fortsat en stund endnu.

Et nyt oratorie af Hugi Guðmundsson giver Maria Magdalene en klar stemme som apostel med et tæt forhold til Jesus. Med oldgamle apokryfer som tekstligt udgangspunkt består The Gospel of Mary af en række korte satser for sinfonietta, kor og solosopran. Hypnotiske meditationer spilles af blot et enkelt blæserinstrument med strømmende melismer og fungerer som en slags auditiv søjlescenografi, der rammesætter fortællingen i et mellemøstligt univers. Ligesom hovedpersonen selv står de helt alene, og det er smukt og ekstremt nærværende. Fra den første basklarinetmeditation stiger pulserende strygere op til ivrige xylofonstrømme og et svævende lydtæppe af menneskestemmer. Hele satsen bliver mere og mere højtregistreret og dirrende, til musikken næsten splintrer. 

Som en græsk tragedie har koret både en kommenterende og en dramatisk rolle, hvor herrerne agerer Jesu disciple og kvinderne en slags forlængelse af Maria Magdalenes eget væsen. Schola Cantorum Reykjavicensis lægger stemme til og klinger flot over Århus Sinfoniettas flydende teksturer. Maria Magdalene synges af norske Berit Norbakken med en sopranstemme af drømmende vægtløshed og intens skønhed. På en gang stærk og sårbar er Norbakkens stemme omsluttet af kor og instrumenter, først nærende og beskyttende og siden mere voldelig, rå og klaustrofobisk. Hugi Guðmundsson skriver fantastisk for stemmer, og særligt værkets stille momenter er de mest magiske. Den rene menneskelighed eksisterer som et barn i os alle, bliver der proklameret, men Maria Magdalene bliver dog næsten for ren i sin godhed til for alvor at inspirere til radikal humanisme, for hvad er hun mere?