Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.
Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.
Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.
Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«
Og dette album beviser det absolut.
Mit navn er Jørgen Teller – vil du se min playliste?
»Musik for mig... stilheden der famler - som du selv - på et sort lærred.
I momenter kommer der en hvæsen.
Nødder knækkes.«
Jørgen Teller har en lang karriere som elektrisk guitarist, vokalist, elektronisk musiker og performer. Han har udgivet plader solo med Static Teller og med Jørgen Teller & The Empty Stairs, Kaptajn Ørentvist.... Han samarbejder ofte m. lokale og internationale musikere.
Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.
Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.
Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.
Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Mit navn er C.Y. Frostholm – vil du se min playliste?
»Musik for mig er den sande luksus og har altid været en åbning til et sprog uden snærende kategorier, med plads til både inderlighed og slagkraft. Jeg har ikke en tone i livet, men jeg ville gerne have det. Når jeg arbejder, er musikken et varmt rum, jeg kan forskanse mig i, en allieret, som holder mig på sporet, ikke mindst i en så destruktiv tid som nu. Den kan være en kontakt til de svære følelser, men også en undskyldning til en køkkendans, som får mig til at glemme verden og mig selv. Jeg længes faktisk konstant efter et nyt soundtrack (og mere dans), men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg også ret glad for at tage hovedtelefonerne af og lytte – ikke mindst til den ikke-menneskelige verdens anderledes beroligende kompositioner: alle de andre stemmer, vi er nødt til at få med i koret, hvis der også skal være menneskelig sang og musik i fremtiden.«
C.Y. Frostholm (f. 1963) er forfatter og billedkunstner, har udgivet poesi og prosa siden 1985 og arbejdet visuelt siden 1991, bl.a. med fotografi, digital og visuel poesi. Sammen med komponisten Hans Sydow udgav han tilbage i 2000 albummet Mellem stationerne. Tdiligere i år deltog han i udstillingen Hybris! på Galleri Image i Aarhus med udgangspunkt i sin seneste bog, Til den ven jeg aldrig har kendt (2023).
Lyden på Eager Buyers er lige så intens som knitrende cellofan – og lige så afslørende. Det er, som om alle musikalske etiketter er pillet af, og tilbage står en rå, ufiltreret lydverden, hvor genrer opløses, og alt bliver muligt. Den Berlin-baserede spanske producer JASSS smeder sit udtryk i en punket legering af elektronisk musik, industrial, EDM og rockede guitarriffs.
Hendes tredje album er et opgør med konformitet og forventninger. At sætte ét mærkat på JASSS er næsten umuligt. Så skulle det måske være cool. I de komplekse rytmiske sammensætninger, hvor spor af bitcrush balanceres af melankolske harmonier og subtile hentydninger til medieval-core i nummeret »Sand Wrists«, bevæger vi os i et univers, der på én gang er nostalgisk og eventyrligt – og samtidig ulmende af Berlins natteliv.
Eager Buyers er dragende – også for lyttere, der ikke plejer at bevæge sig i den elektroniske sfære. Albummet har en tydelig fortælling, båret af en mørk, næsten teatralsk energi. JASSS vender sig mod en verden, hun oplever som »fejl-ernærende« – som hun formulerer det gennem sangtitler som »Hollow‹ og »The Mob Expects Malnutrition«. Men melodramaet får et skær af ironi: der er noget afvæbnende sarkastisk i det hele, som om Eager Buyers i virkeligheden handler om det desillusionerede moderne menneske.
JASSS rasler med cellofanen fra de musikalske indpakninger, vi plejer at kalde genrer, og minder os om, at musik også er et produkt, der skal sælges og købes. Eager Buyers er et album, der nægter at lade sig pakke ind – og netop derfor er det værd at købe.
Mit navn er Mads Emil Nielsen – vil du se min playliste?
»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«