Eivind Buene
9
© PR
20.
march
Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.
Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.
Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.
Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«
Og dette album beviser det absolut.
© Nikolas Fabian Kammerer
7.
april
There’s something distinctly mechanical about Oh No Noh’s album As Late As Possible. Like a warped, crumpled tape, melodies bubble to the surface, and the offbeat rhythms repeat with the halting tempo of a scratched LP. It’s easy to place Oh No Noh within the esteemed German tradition of blurring the lines between human and machine, but on As Late As Possible, the machine sounds more like a distant relative than a deliberate artistic objective.
Behind Oh No Noh is Leipzig-based guitarist Markus Rom. In addition to a wealth of synthesizers and tape loops, the album’s 11 tracks are performed using guitar, drums, banjo, clarinet, and organ. The absence of vocals sets the album in a subdued, cinematic mood, and the music feels like a nostalgic inner monologue, told with a warm affection for the melancholy of outdated technologies.
Although mechanical sensibilities are prominent throughout the album, several tracks are driven by more melodic band arrangements. But to me, As Late As Possible is clearly most compelling on the less melodic pieces. The crooked and noisy »Fawn« or the hesitant closing track »Ore« are moments where the dialogue with the machine elevates the music in ways that the more melodic, band-oriented pieces don’t quite reach. These are places where the machines sigh nostalgically and form small, imperfect thought bubbles that cut off and restart again.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
© Margit Rønning Omholt
4.
april
Allerede fra første taktslag mærker jeg en særlig energi – saxofonist og komponist Amalie Dahl, i samspil med vibrafonist Viktoria Søndergaard, guitarist Viktor Bomstad og trommeslager Tore Ljøkelsøy, udfolder en unik balance mellem ro og behersket vildskab. Tag for eksempel udgivelsens andet nummer, der åbner i et dvælende tempo med en duet mellem Søndergaards vibrafon og Dahls saxofon. Til tider smelter deres spil sammen i harmonisk dialog, andre gange brydes samspillet af kontrasterende bevægelser. Som en samtale veksler instrumenterne mellem rolige antydninger og livlige udbrud. Det er en fryd at lytte til musik, der flyder så ubesværet. Halvvejs inde sparker Bomstad pludselig døren op med sin guitar og kaster sig ind i samtalen med eksplosiv kraft. Hvor jeg for få øjeblikke siden nød Søndergaards og Dahls fint afstemte samspil, overvældes jeg nu af det flammende, støjrockede kaos, som Bomstad antænder – og jeg elsker hvert sekund af det.
Således emmer alle tre af albummets numre af spilleglæde, selvsikre kompositioner og imponerende frie løb. Lytteren holdes på kanten af sædet, vel vidende at de fire musikere på et øjeblik kan få et ellers hyggeligt stykke til at detonere. Med Breaking/Building Habits eksemplificerer Dahl og hendes medspillere den helt unikke vitalitet ved den delvist komponerede, delvist improviserede jazzmusik. De bygger op og brænder ned, om og om igen, og man kan som lytter ikke stille andet op end at overgive sig til deres overbevisende styrkedemonstration.
Playliste
Mit navn er Mette Juul – vil du se min playliste?
4.
april
© Isak Hoffmeyer
»Musik er for mig livseliksir og en fundamental måde at udtrykke mig på.«
Den danske jazzsanger og sangskriver Mette Juul har igennem årene fundet sit sted mellem singer-songwriter-traditionen og jazzens univers, hvor historiefortællingen og det stemningsfulde lydbillede er i fokus. Hun er aktuel med albummet Thank You & Other Stories, der indeholder en række originale sange inspireret af verden omkring os i dag. Ligesom hendes forrige album CELESTE rummer albummet også nyfortolkninger af jazzklassikere og sange af sangskrivere som Bob Dylan og Joni Mitchell. For øjeblikket optræder hun med den svenske guitarist Andreas Hourdakis, hendes akkompagnatør igennem mange år Heine Hansen på klaver og bassisten Mikkel Riber.
Playliste
Mit navn er Anna Juuliska Nykvist – vil du se min playliste?
31.
march
© PR
»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«
Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.
kortkritik
Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd
Mathias Reumert Group feat. Anna Caroline Olesen & Hsiao-Tung Yuan
© PR
30.
march
Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.
Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.