Only one actor appears on stage in The Emperor of Portugalia – surrounded by eight singers. In Elisa Kragerup’s tightly choreographed staging, Louise Alenius’ a cappella composition becomes a physical experience where breath and movement merge into one. The acoustic soundscape interacts eerily quietly with the deafening, mechanical noises that arise when, for instance, beams of light are raised and lowered on stage. It feels as if the relentlessness of existence here briefly finds a sonic expression that captures Selma Lagerlöf’s intentions.

The sparse – or rather ascetic – soundscape, together with the humble peasant costumes, reflects the harsh, monotonous life of a Swedish village before the world turned modern. And the plot? A poor farmer worships his daughter, but when she leaves for Stockholm as a young woman and never returns, his years of yearning drive him, in a Don Quixote-like fashion, to believe himself emperor of the imaginary land of Portugalia, with his daughter naturally imagined as its ruler. The father’s longing borders on madness, while the daughter’s neglect or thoughtlessness ultimately turns against her: in a Godot-like manner, he waits and waits for her – just as she, after his drowning, waits for him, unable to find his body.

The piece is carried by an almost unbroken drone in the choir (produced through collective breathing) – a single sustained tone that, as an artistic device, illustrates how music in theatre can be so minimal that sound itself becomes the message, and the absence of a musical narrative becomes the point. »One tone played beautifully is enough,« Arvo Pärt once said. Except that here, the tone is sung – and in this work, his statement is affirmed in the most radical way: a maximal expression achieved through minimal means, realised with striking precision by Vokalensemblet ÆTLA.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.