kortkritik

Sange på gennemrejsen

Hans Rønne: »Over Vadehavet – musikalsk ode til himlens fugle«

»Over Vadehavet«. © Per Pedersen

31. october

Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

kortkritik

Det elektroniske alter

Fascia, Soli City, Nagaver

Martin Funder

24. may

Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.

MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.

Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.

Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.

Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.

Playliste

Mit navn er Hilal Kaya – vil du se min playliste?

22. may

»Musik var ikke bare min vej ud i verden, men også ind i mig selv. Jeg havde en stille barndom, men musikken gav mig stemme og mod. Jeg har aldrig fået musikundervisning, jeg fandt min egen vej gennem lyde, følelser og nysgerrighed. Min musik er rodfæstet, men fri. Den bærer både på noget gammelt og noget søgende. Ofte ved jeg ikke præcis hvad jeg synger, jeg mærker det bare. Og måske er det nok…«

Hilal Kaya er en danskbaseret vokalist og sangskriver. Hun begyndte sin musikalske rejse i 2014 med en duet med Haluk Levent og vendte tilbage i 2018 med Kalaha efter en studiepause. Hun har markeret sig gennem samarbejder med Kalaha og Aarhus Jazz Orchestra. I dag optræder hun som Hilal Kaya med et stærkt orkester og blander anatolske rødder med elementer fra jazz, rock og roots. Hun bevæger sig frit mellem det traditionelle og det moderne.

kortkritik

Emergent Music

Lauri Supponen: »Dwell«

Jakob Kullberg

21. may

As an abstract micro manifesto Lauri Supponen describes his interest in »music that inhabits a second space and lingers there«, an invitation for us to dwell in the moment and discover music in its quiet emergence.

»Gaz aux étages«, the first composition on Supponen’s breathtaking album, seems to test this idea as it unfolds with whispered bow strokes devoid of pitch. It is as if the piece itself is an entity wondering if it will prove to be music as it tentatively investigates its own constituent components. A subtle opening to an album that answers this question with clarity in its eponymous second work »Dwell« (tracks 2–5), exploring a fascinating microtonal realm. In virtuoso performances of astonishing accuracy, guitarist Petri Kumela and vocalist Tuuli Lindeberg bring Supponen’s demanding four-movement duo to life. The guitar writing in Dwell recalls Norwegian composer Martin Rane Bauck’s Fretted with Golden Fire with its drone-like microtonal strumming – a connection substantiated by the album notes, which reveal both composers know each other and have collaborated with bass clarinetist Madison Greenstone.

The dwelling-space Supponen offers in »Eau & gaz à tous les étages« and »Opus Nen«, return the listener to a more remote sonic space, reminiscent of the album’s opening albeit with tighter compositional sense. Performed with intensity by Madison Greenstone and baritone saxophonist Sikri Lehko, they consolidate the pervasive feeling that Dwell is a uniquely inspired collaboration.

kortkritik

Musikken, der tøver – og forvandler

Lauri Supponen: »Dwell«

Jakob Kullberg

21. may

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Playliste

My name is Per Bloch – would you like to see my playlist?

18. may

»For me, music is a bridge between worlds and cultures, and it’s also a path inward – and outward. Toward new insights. Music is what I use when I meet other people, instead of talking about the weather. It’s music that gives me answers and asks the questions. Music is a release valve and the space that can hold all the unmanageable, infinite, and strange emotions in life. A space for everything I can’t seem to fit anywhere else. Music roots the airy and the ethereal. A dissolution of all that is material and tangible.

When I create music myself, I discover new paths and ingredients within me that I didn’t know I had access to. Music is the language through which one can connect with others – with or without formal training – an imaginary language, and yet so concrete that it can be touched and felt. Music is a peephole into others and a gaze that crosses the boundaries that would otherwise divide us.

For me, music is motive, excuse, and emphasis. And a pressure test between reality and fantasy. Music is balance and chaos, tonal poetry, pure lovely gibberish, ultimate perfection – and sometimes the only thing bearable to listen to.«

Per Bloch is a composer and songwriter, as well as the author of novels and children’s books accompanied by musical audiobooks. Last year, he published the children’s book Gakkelaksen og de 10.000 stjerner and the novel Rosa i al slags lys, both including sound pieces. He also released three new songs in three different languages – Greek/Danish, Faroese, and Greenlandic – as a follow-up to the album Kokoro, which consisted of eight love songs in eight different languages. In addition, he released two remixes – one of them based on the novel's soundtrack, created by the Japanese sound artist Sugai Ken.