Musikken, der tøver – og forvandler

21
may
kortkritik
Lauri Supponen: »Dwell«
© Tuomas Tenkanen
© Tuomas Tenkanen

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Øer af lyd rejser sig af havet

28
oct
kortkritik
Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«
© Kasper Vindeløv
© Kasper Vindeløv

Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek 

23.10.2025

Mit navn er C.Y. Frostholm – vil du se min playliste?

»Musik for mig er den sande luksus og har altid været en åbning til et sprog uden snærende kategorier, med plads til både inderlighed og slagkraft. Jeg har ikke en tone i livet, men jeg ville gerne have det. Når jeg arbejder, er musikken et varmt rum, jeg kan forskanse mig i, en allieret, som holder mig på sporet, ikke mindst i en så destruktiv tid som nu. Den kan være en kontakt til de svære følelser, men også en undskyldning til en køkkendans, som får mig til at glemme verden og mig selv. Jeg længes faktisk konstant efter et nyt soundtrack (og mere dans), men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg også ret glad for at tage hovedtelefonerne af og lytte – ikke mindst til den ikke-menneskelige verdens anderledes beroligende kompositioner: alle de andre stemmer, vi er nødt til at få med i koret, hvis der også skal være menneskelig sang og musik i fremtiden.«

C.Y. Frostholm (f. 1963) er forfatter og billedkunstner, har udgivet poesi og prosa siden 1985 og arbejdet visuelt siden 1991, bl.a. med fotografi, digital og visuel poesi. Sammen med komponisten Hans Sydow udgav han tilbage i 2000 albummet Mellem stationerne. Tdiligere i år deltog han i udstillingen Hybris! på Galleri Image i Aarhus med udgangspunkt i sin seneste bog, Til den ven jeg aldrig har kendt (2023).

JASSS river cellofanen af elektronisk musik

23
oct
kortkritik
JASSS: »Eager Buyers«
© PR
© PR

Lyden på Eager Buyers er lige så intens som knitrende cellofan – og lige så afslørende. Det er, som om alle musikalske etiketter er pillet af, og tilbage står en rå, ufiltreret lydverden, hvor genrer opløses, og alt bliver muligt. Den Berlin-baserede spanske producer JASSS smeder sit udtryk i en punket legering af elektronisk musik, industrial, EDM og rockede guitarriffs.

Hendes tredje album er et opgør med konformitet og forventninger. At sætte ét mærkat på JASSS er næsten umuligt. Så skulle det måske være cool. I de komplekse rytmiske sammensætninger, hvor spor af bitcrush balanceres af melankolske harmonier og subtile hentydninger til medieval-core i nummeret »Sand Wrists«, bevæger vi os i et univers, der på én gang er nostalgisk og eventyrligt – og samtidig ulmende af Berlins natteliv.

Eager Buyers er dragende – også for lyttere, der ikke plejer at bevæge sig i den elektroniske sfære. Albummet har en tydelig fortælling, båret af en mørk, næsten teatralsk energi. JASSS vender sig mod en verden, hun oplever som »fejl-ernærende« – som hun formulerer det gennem sangtitler som »Hollow‹ og »The Mob Expects Malnutrition«. Men melodramaet får et skær af ironi: der er noget afvæbnende sarkastisk i det hele, som om Eager Buyers i virkeligheden handler om  det desillusionerede moderne menneske. 

JASSS rasler med cellofanen fra de musikalske indpakninger, vi plejer at kalde genrer, og minder os om, at musik også er et produkt, der skal sælges og købes. Eager Buyers er et album, der nægter at lade sig pakke ind – og netop derfor er det værd at købe.

20.10.2025

Mit navn er Mads Emil Nielsen – vil du se min playliste?

Mads Emil Nielsen

»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«

Mads Emil Nielsen er elektronisk musiker og komponist med base i København. Han arbejder med basale lydkilder, ofte kombineret med korte perkussive og orkestrale samples, reallyd og forstærkning af fejllyde. Han har siden 2014 udgivet soloprojekter og samarbejder via sit eget label arbitrary, senest remix-samarbejdet Framework / Zwischen Remixes med den tyske producer Jan Jelinek (2025). Han har bidraget til danse- og teaterforestillinger og udstillinger, herunder Notations 21 Project.
 

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

18
oct
kortkritik
Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«
© PR
© PR

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.