kortkritik

Postkort fra lydens grænseland

Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«

17. june

På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

kortkritik

Dido og Doom

Vinterjazz: Alice: Slim0

Martin Funder

24. february

Der var lagt op til doom, da Slim0 lørdag aften gik på scenen til et udsolgt Alice. Bandet udgav i oktober det 17 numre lange album FORGIVENESS – et album, der træder et langsomt skridt ind i stonerrockens riff-land. Trioen Slim0 var i aftenens anledning udvidet med en besætning bestående af Agnete Hannibal på cello, Aase Nielsen på saxofon og Johan Polder på bas. Lyden befinder sig et sted imellem den engelske sanger Dido, drone-metal-bandet Earth og Trillegårdens drill-trio Shooter Gang – en abstrakt sammenligning, der ikke gør numrenes unikke lyd retfærdighed, for Slim0’s lange referentielle tentakler rækker langt længere end musikkens skarpe kontraster.

Med et sakralt klingende kor og tunge trommepassager passer singlen »Trenches« virkelig godt ind i en koncert. Mørket og skiftene mellem de tre sangere – fra fælles harmonier til growl – forstærkede det teatralske metaludtryk. På samme måde var det et nostalgisk suk, der meldte sig, da Didos catchy vokallinjer fra hittet »Thank You« begyndte i det dobbelte cover »I Have But One Heart«. Den måske mindre velkendte instrumentale del, bestående af Earths »Coda Maestro in F Flat Minor«, gjorde det nummeret til et præmieeksempel på Slim0s referentielle mosebryg.

Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet. Splittet, fordi jeg virkelig godt kan lide Slim0's tunge og fragmenterede univers, men manglen på voluminøs tyngde efterlod mig sulten efter en mere knogleruskende lyd, der kunne ridse de skarpe kontraster endnu hårdere op. Sulten efter mere doom er bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse, og jeg glæder mig til at høre det episke udtryk blive højere og endnu tungere.

kortkritik

Opmærksomhedens overdåd

Aar & Dag: »A MAJOR CELEBRATION«

Martin Funder

20. february

Det er en strid strøm af musikere, der onsdag aften går ind på Xenon-scenen til Vinterjazz. Hele 33 musikere tager del i den mosaik af instrumenter, som pladeselskabet Aar & Dag har sammensat for at fejre udgivelsen af deres kassettebånd A MAJOR CELEBRATION. En udgivelse bestående af ikke mindre end tre koncerter, spillet efter særlige kompositionskort, derefter mixet oven i hinanden og nu udgivet på kassettebånd. Til en stor udgivelse hører en stor fejring, og sjældent har jeg set en mere ambitiøs og særpræget releasekoncert.

Koncerten foregik i et støt og roligt tempo – afventende og lyttende gav de mange musikere plads til at åbne det brede lydbillede. Kontrabas og elbas, guitarer, saxofoner, synthesizere, percussion, kassettebånd, klaver og cello er blot et udpluk af orkestrets mange stemmer. Som et kalejdoskop ændrede orkestret sig gang på gang og drev rundt mellem skæve, slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.

Ordet »lydbillede« kommer virkelig til sin ret i denne sammenhæng. For ligesom Hieronymus Boschs surrealistiske kæmpemalerier eller Sven Nordqvists Pedersen og Findus-tegninger var koncerten med de mange mennesker på scenen fyldt med en imponerende detaljegrad og et utal af små scener, der udfoldede sig på tværs af hinanden. Hver gang opmærksomheden fokuserede på et særligt punkt i musikken, gik jeg glip af en ny udvikling i en anden del af orkestret. Et opmærksomhedens overdåd og en flot opvisning i et grænseforstyrrende musikalsk udtryk, der forhåbentligt kommer flere af.

Playliste

Mit navn er Bjarne Corydon – vil du se min playliste?

18. february

»Musik er for mig en afgørende døråbner til følelser og fællesskab, som ellers ville være udenfor rækkevidde. De bedste numre kan ændre mit humør og stemningen med mine nærmeste på en næsten magisk måde. Ingen andre former for kunst har noget, der minder om den virkning for mig.«

Bjarne Corydon er chefredaktør og CEO for Børsen. Han er tidligere finansminister og har også været partner hos McKinsey, er far til fire børn mellem 14 og 24, der er de bedste DJ’s og musikinspirationskilder, der findes.

Playliste

My name is James Black – would you like to see my playlist?

18. february

»Music is a deep, but not serious, spiritual practice, in which creator, collaborator, and consumer alike are their own personal pope.«

James Black (b.1990) is a composer, performer, and artistic director of Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. Originally from Bristol, England, they moved to Copenhagen in 2013. Black's works have attracted a large amount of attention both nationally and internationally for their signature combination of artistic courage and vulnerability, described by the Danish Arts Council as »a universe of real madness where everything goes«. Their work is a deep and personal exploration of topics such as religion, loss, and queer identity, that is unafraid to be stupid or serious in any direction.

kortkritik

Krøllede bobler fra Leipzig

Oh No Noh: »As Late As Possible«

Martin Funder

14. february

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.

Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.

Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.