kortkritik

Postkort fra lydens grænseland

Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«

17. june

På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

Playliste

Mit navn er Bisse – vil du se min playliste?

14. february

»Musik for mig er det pinlige, pinsomme og følsomme, herlige og menneskevarme rum, som vi skaber mellem hinanden når vi laver lyde med vores kroppe. Helt uforklarligt og ud-i-rummet rådende, ude af vores sind – ikke længere indestængt – men nu blandt os! Livet!«

Thorbjørn Radisch Bredkjær (1987), bedre kendt som Bisse, er en dansk sangskriver og musiker. Bisse var tidligere aktiv som sangskriver i bandet Spillemændene, men startede sin solo-karriere i 2014 med EP'en ER VI PÅ?, efterfulgt af debutpladen, PMS, i 2015. PMS var første del af den såkaldte blod-trilogi, som også består af Umage og Happy Meal. I 2016 kom Højlandet, som var første skud i hans Danmarks-trilogi, som blev fuldendt med 19. 6. 87 (2017) og Tanmaurk (2018). Sidstenævnte blev indspillet i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil.

kortkritik

Jeppes soundtrack

Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«

Andreo Michaelo Mielczarek

13. february

Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.

Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live.

Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.

Playliste

My name is Laura Cocks – would you like to see my playlist?

13. february

»Music is to me the subcutaneous holy matter. Finding each other in ourselves and ourselves in each other. The murk. The dust. The stars keep expanding. What is personal anyways? We’re all just touching each others’ faces and slowly speaking love poems in every action.«

Laura is the executive director and flutist of TAK ensemble. They are also a member of Talea Ensemble, and a frequent collaborator of musicians such as DoYeon Kim, Timothy Anguglo, yuniya edi kwon, Wendy Eisenberg, Lester St. Louis, Ryan Sawyer, Brandon Lopez, the International Contemporary Ensemble, Wet Ink Ensemble, and many others. Their recent solo album, field anatomies (Carrier Records), noted as one of Stereogum’s top-ten experimental releases of the year, charted in the Billboard top ten Classical Crossover releases Their duo with Weston Olencki, Music for Two Flutes, was released on Hideous Replica, and their upcoming solo release, FATHM, will come out on Out Of Your Head and Relative Pitch at the end of February. Laura can be heard on labels such as ECM, Denovali Records, Catalytic Sound, Pi Recordings TAK editions, Tripticks Tapes, and many others.

Playliste

Mit navn er Mads Brügger – vil du se min playliste?

12. february

»For mig er musik det stærkeste våben vi har, hvis jorden bliver angrebet af væsener fra det ydre rum. De vil overgive sig på stribe, hvis de hører Bruckners Fjerde symfoni.«

Mads Brügger er journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio. Inden sin tiltræden på Radio24syv gjorde Mads Brügger sig bemærket ved blandt andet at infiltrere forskellige miljøer under falske forudsætninger. Fra 1996 og til sin tiltræden på Radio24syv var Brügger journalist og tv-tilrettelægger på Danmarks Radio, hvor han blandt andet skabte de satiriske dokumentarserier Danes for Bush (2004) og Det Røde Kapel (2006).

Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.

Playliste

Mit navn er Lars Lilholt – vil du se min playliste?

10. february

»Musik er for mig som at trække vejret. Jeg har levet som rejsende musiker i over 50 år. At vælge fem sange ud er helt umuligt, fordi jeg hører så meget, og det vil også let komme til at lyde frygteligt gammeldags, da Kinks, Stones, Dylan, Cohen, Fairport Convention og Beatles jo er lydtapetet til min ungdom. Jeg prøver alligevel. Og kigger langt ud over 60'erne og 70'erne og bliver i Danmark, næsten. Efter jeg i Toppen af poppen 2015 mødte Shaka og Nanna (Oh Land) har jeg fulgt dem. Jeg har turnereret flere gange med Shaka og jeg har indspillet og optrådt med Nanna. Myrkur har jeg aldrig mødt, men jeg hører ofte hendes album Folkesange fra 2020. Peter Sommer arbejdede jeg lidt sammen med i 2013, og han bliver bedre og bedre. Endelig tager jeg et fantastisk Dylan-outtake med. »The girl from the red river shore«. Dyrk hans stemme, det er bare så rørende.«

Første gang Lars Lilholt fik penge for at spille, var i 1973, da han var 20 år. Han har skrevet sange, siden han fik sin første guitar 1964, og på dansk siden 1968, hvor han opdagede, at Eik Skaløe fra Steppeulvene kunne synge som Bob Dylan på dansk. Lilholt har udgivet 40 albums i løbet af de 50 år, senest Kosmiske kindkys i 2024.