kortkritik

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«
© PR
© PR
3. october

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again. 

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet. 

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

kortkritik

Fagre nye 90'ere

Anders Skibsted: »secnerefer«
© PR
© PR
29. march

Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede. 

Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.

Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre. 

Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden. 

kortkritik

Klavermusik til den vakse vandrer

Christian Rønn: »Travel Through Stones«
© PR
© PR

Komponist og pianist Christian Rønns seneste soloklaverudspil, det delvist komponerede og improviserede Travel Through Stones, lever i den grad op til sin titel – en musikalsk rejse gennem udfordrende og konstant foranderligt terræn fuldt af små, men smukke sanseindtryk for den opmærksomme vandrer.

Titelnummeret imponerer med en umiddelbart lidt dunkel start, med masser af sustain-tunge, dybe toner, der i lag danner den baggrund, hvorpå registrets højere toner springer frem og tilbage. Der sker en vekselvirkning mellem eftertænksomme stunder og øjeblikke af hektisk aktivitet, indtil stykket muterer til hurtigt perlende kaskader, der så ændres igen, og derefter igen. Således vedligeholdes min interesse, indtil vi ved slutningen når min eneste, i det større perspektiv ret lille, anke – det 18 minutter lange nummer, der er fyldt med abrupte stop og overraskende begyndelser, fader ud på en ret abrupt, åbenlys og uskøn måde. En ærgerlig afslutning på et ellers så dynamisk stykke.

Dette er dog vitterligt min eneste anke, og det faktum, at de tre følgende kompositioner, der udgør resten af albummets spillelængde, kan beskrives som mere af det samme, er til albummets fordel. Man finder en ro i det til tider hæsblæsende tempo, og den singulære instrumentering fordrer fokus på det væsentlige. Rønns klaver aktiverer det tomme blik, får tid og tanker til at gå i stå, indsnævrer min sanseverden, så jeg til sidst ikke lytter til musikken, men er i den.

kortkritik

Udebleven uforsonlighed

Anna Thorvaldsdóttir: »Rituals«
© Saga Sigurdardottir
© Saga Sigurdardottir
20. march

Hverdag er det ikke, at et dansk ensemble uropfører ny musik af en af tidens mest efterspurgte komponister. Men Den Danske Strygekvartets udogmatiske koncertrække Series of Four er netop et sted for usædvanligheder, og i aftes bestod usædvanligheden så i uropførelsen af islandske Anna Thorvaldsdóttirs Rituals (2022).

Et 11-satset værk, der med flere passager af højlandsk følsomhed passede ganske eminent til de fire musikeres sensible, men ikke rørstrømske temperament. Med en grundtone af dyb mol og dronende nænsomhed tegnede Rituals igen og igen en nær intimitet op, som enten splintredes af knips og faldende buer eller langsomt saboteredes af knirkende overtryk, flimrende glidninger og snigende dissonans.

Thorvaldsdóttir søgte tydeligt at angribe ritualet som fænomen fra flere sider – fra det store, filmiske fællesskabssug til uafvendelige tvangsgentagelser. Mellem melodisk skønhed og desorienteret bølgegang skvulpede musikken omskifteligt, men nåede måske derfor heller ikke helt ind til et præcist formuleret favntag med psyken eller samfundet.

Værket satte sig mellem flere stole i en køn og nogenlunde dramatisk, men altså også fornærmelsesløs pendulering mellem harmoni og et let kaos, der sagtens havde tålt mere outreret teknik og brudvilje; at skildre tvangstanker med næsten dansante knips på strengene er vel til den mådeholdne side.

Den uforsonlighed, der trods alt stadig findes i Thorvaldsdóttirs musik – lyt bare til hendes seneste orkesterværk, Archora (2022) – måtte godt have indfundet sig på Frederiksberg.

kortkritik

Lyden af en bygning

Gisle Nataas: »Fehn/6«
© Gisle Nataas
© Gisle Nataas
20. march

Huse er fulde af lyd, selv om de står helt stille. Gulve, der knirker, brædder, der gi’r sig – lyde, man af og til er så vant til, at man slet ikke lægger mærke til dem. Men når man som den norske arkitekt og lydkunstner Gisle Nataas sætter geofoner på vægge og bjælker og optager de lyde, der er ikke bare i husene, men også i materialerne – beton, glas, sten, træ – så får arkitekturen bogstavelig talt en stemme.

Nataas installation Fehn/6 er skabt af lyde fra den norske arkitekt Sverre Fehns museumsbygning ved og omkring ruinen af Domkirken i Hamar lidt nord for Oslo, på en odde ved Norges største sø, Mjøsa. Ved åbningen af udstillingen improviserede Nataas med sine optagede lyde – beton, der rumler, en nøgle, der drejes om, træværk, der suser, trin over et gulv, der forsvinder i det fjerne. Musik af reallyd har lange traditioner, den her er organisk og rumlende, beroligende og billedskabende. Hvad er det, der dunker? Hvad er det, der suser? Og hvor forsvinder de skridt hen? Hvem er det, der går...? Det er ikke stort og vildt, men fortæller noget om den sanselighed, god arkitektur også rummer.

kortkritik

Schuberts norske lounge

Eivind Buerne: »Schubert Lounge«
© PR
© PR

Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.

Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.

Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.

Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«

Og dette album beviser det absolut.