kortkritik

Musikken, der tøver – og forvandler

Lauri Supponen: »Dwell«
© Tuomas Tenkanen
© Tuomas Tenkanen
21. may

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Playliste

Mit navn er Victor Boy Lindholm – vil du se min playliste?

17. june
© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

Playliste

Mit navn er Jomi – vil du se min playliste?

16. june
© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.

Playliste

Mit navn er Allan Gravgaard Madsen – vil du se min playliste?

13. june
© Malthe Folke Ivarsson

Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.



 

kortkritik

03

© Øystein Nesheim
© Øystein Nesheim
kortkritik

Aphex Twin – byens vildeste wellness

Syd for Solen: Aphex Twin  
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.