Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

30
may
kortkritik
David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde

20
mar
kortkritik
Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«
© PR
© PR

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes. 

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde. 

16.03.2025

Mit navn er Trinelise Væring – vil du se min playliste?

© Tuala Hjarnø

»Mit forhold til musik er dybt passioneret. Ud over at spille og arbejde med mange genrer skriver jeg også om musik – for tiden mest i Gaffa og på min egen blog på www.vaering.com. Jeg anmelder især koncerter, fordi jeg elsker at gå til koncerter og mærke både musikken og dem, der spiller den. Jeg har også en podcast, Værings Musiklytteri, hvor jeg med skiftende musik-nørdede gæster dykker ned i forskellige temaer.



Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country. Én rød tråd er dog nogenlunde konstant, nemlig at jeg er mest optaget af de mere håndspillede genrer. Der er undtagelser fra den regel, men som regel gider jeg ikke rigtig musik, der – som jeg kalder det – er undfanget i en petriskål.  Det organiske, det taktile, betyder meget for min oplevelse af musik. Jeg vil have levende mennesker, der river i nogle strenge, slår på noget skind og fortæller mig en historie der ligger dem på sinde. Jeg tager også gerne mine vokaler rørende, inderlige eller ligefrem uregerlige, og så vil jeg gerne have tekster med både vid og bid. Hver gang jeg har sat mig ned for at lave denne liste, er jeg gået i stå, fordi det blev for stort at udvælge fem sange til verden. Nu har jeg bestemt mig for at lægge til føje lige nu til opgaveformuleringen. Her er således fem sange/kunstnere, som jeg har lyttet til i netop denne uge – dvs. sange, der er udkommet inden for de seneste to-tre uger, altså mellem 17. januar og 7. februar 2025. Havde I fanget mig i næste uge, havde det været noget andet.«

Trinelise Væring (1965) er en dansk singer-songwriter, tekstforfatter, guitarist og bandleder. Væring debuterede på den skandinaviske jazzscene i 1992. I løbet af sin karriere har hun udforsket flere genrer gennem samarbejder, bl.a. med det norske ensemble Barokksolisterne, som bandleder for indie-jazzbandet Offpiste Gurus og senest for folk/roots-fusionsbandet Tone of Voice Orchestra. På album og turnéer har hun spillet med navne som Alex Riel, Carsten Dahl og Bobo Stenson. I januar udgav Væring sit ottende soloalbum med titlen A Songwriter’s Odyssey.

Fællesskabet i kollapset

14
mar
kortkritik
Nausia: »Finding a Circle«
©Astrid Lemmike

Det transcendente er i førersædet på københavnske Nausias seneste album, Finding a Circle. Langsomme opbygninger og intense nedrivninger er bandets grundlæggende form, og et net af saxofonharmonier svæver rundt i et stramt og dristigt sammenspil. Det er ikke alle bands, der kan bevare den intense fornemmelse af en livekoncert på en indspilning. Men på Finding a Circle formår Nausia at banke spændet mellem scene og studie ned til en ligegyldig bagatel, med et fænomenalt og utroligt vellydende sammenspil.

Der er noget ved en saxofons fysiske betingelser, der gør, at det er nemt at fornemme musikerens tilstedeværelse. Ventilernes klappen og den intense vejrtrækning gør det let at danne et indre billede af mennesket bag messingen. På nummeret »E.D Interlude« sørger saxofonernes luftige pusten og mekaniske flappen for, at jeg som lytter opfører mig med samme stille beundringsværdighed, som hvis jeg var til koncert. Så når næste nummer, »Eco Death«, sparker stilheden til dørs, er det svært ikke at blive nærmest fysisk begejstret over albummets intense kontraster mellem nærvær og smadder.

Titler som »flowers grow through concrete too« og »Eco Death« sætter det vokalløse album i et dystert lys af klimakollaps. At finde et fællesskab i en kaotisk verden – om det er til koncert, på et album eller andetsteds – er essentielt for livet i en krise. Finding a Circle er et fornemt eksempel på netop dette.

09.03.2025

Mit navn er Thomas Michelsen – vil du se min playliste?

»Jeg kan ikke undvære at lytte til musik, og jeg kan ikke undvære at spille musik. Jeg hører aldrig musik, mens jeg laver noget andet. Eneste undtagelse er, når jeg kører bil. Der hører jeg til gengæld mest musik, der aldrig ville være genstand for mit arbejde som klassisk anmelder. Jeg har spillet tværfløjte, siden jeg var teenager. Efter jeg for nogle år siden opdagede, hvor fedt det er at spille på traversfløjter, som de så ud i 1700-tallet, gør jeg i øjeblikket kun det.«

Thomas Michelsen har anmeldt klassisk musik ved danske dagblade i tre årtier. Først ved Information, derefter på Politiken, hvor han er musikredaktør. Han er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og filosofihistorie, har arbejdet som redaktør på Carl Nielsen Udgaven og udgav i 2022 den første biografi om komponisten Vagn Holmboe, Det dybe og det rene, på forlaget Multivers.

08.03.2025

My name is Jennifer Gersten – would you like to see my playlist?

© PR

»How comforting, after so much menial self-investigation, to finally be told exactly what it is that you need. The delirious British post-punk outfit The Fall, in their song on the very subject, will have you convinced it’s a bit of Iggy Stooge, a reduced smoking habit, sex without having it, slippery shoes for your horrible feet; to that solid list, I’ll append an injunction to hear out a few minutes of other music, specifically chosen to corrupt your personal spacetime. And sure, drink water, wash your face, go outside – like that’s doing anything.« 

Jennifer Gersten is a violinist and writer from New York City. Her feature reporting, essays, and music criticism appear in The New York Times, The New Yorker, Bloomberg, Rolling Stone and Seismograf, among other publications. A former tenured tutti violinist with Helsingborg Symfoniorkester (Sweden), Jennifer pursues solo and collaborative projects in new and improvised music in the US and Scandinavia, some of which earned her an honorable mention for Darmstadt Ferienkurse’s 2023 Kranichsteiner Musikpreis.