Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

30
may
kortkritik
David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

En dristig vision for fløjte og stemme

7
mar
kortkritik
Laura Cocks: »FATHM«
© Samantha Riott
© Samantha Riott

Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.

Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.

»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

A daring vision of flute and voice

7
mar
kortkritik
Laura Cocks: »FATHM«
© Samantha Riott
© Samantha Riott

So dextrous a musician is the flutist Laura Cocks that, at shows, their instrument occurs to the eye as merely another limb. A powerhouse New York-based collaborator and interpreter within new classical and experimental music, notably as director of the leading-edge new music group TAK Ensemble, Cocks now releases their first solo statement of improvised compositions with FATHM, an acrobatic intertwining of flute and voice that nods to strange and fleeting visions: among them, birds, string, seeds between the teeth. On FATHM, Cocks applies all the facility of their work as an interpreter of commissioned works – on extensive display in their last solo venture, 2022’s field anatomies – towards the development of an uninhibited, yet highly focused musical language. 

If the album’s mysterious tracklist reads as a sort of cryptogram, then listening to FATHM evokes a process of decoding, parsing the bounds between vocalization and instrument. The album’s opening track, »A thread held between your fingers«, finds Cocks as their own flickering shadow, simultaneously playing the flute and squealing in tones just slightly removed in pitch. »Illinois« is then reclaimed from Sufjan Stevens’ relentless grip as a furious mumble of half-blown notes with underlying trickles of voice. Cocks experiments further with these hoarse timbres on the three infinitive tracks: »To beget« and its later variations »To outstretch« and concluding track »To fly«, which trace the evolution of a dancelike triplet motif. »FAVN«, apparently a faithful depiction of an elephant with severe sleep apnea, may reconcile itself to the sensitive listener through its sheer commitment to the grotesque, while »A seed sucked between your teeth«, orbiting languidly around a major ninth, invites more celestial considerations. »A marsh wren« might take the titular bird as a point of departure, but it quickly imagines a species of its own, singing a song of bustle and snaps and smacks. On »YARN«, Cocks suggests another sort of animal song by making a counterpoint of mews and growls. The flutist’s skill with balancing these peculiar hybrids ultimately distinguishes FATHM as much as Cocks’ ferocious energy; this is an album as happy to shout as it is to slither. 

Alt liv har ret til at leve

6
mar
kortkritik
Lara Tacke, Alexandra Moltke Johansen, Kirstine Fogh Vindelev, Katinka Fogh Vindelev, Freya Sif Hestnes: »Animal«
© PR
© PR

Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange. 

Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.

Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe. 

05.03.2025

Mit navn er Mikkel B. Grevsen – vil du se min playliste?

© Michelle Carlslund
»Musik for mig er dråber af indfanget tid. Noget af det vildeste, jeg har hørt, er en af verdenshistoriens første musikafspillere, som står på Rosenborg Slot og som stadigvæk den dag i dag spiller de selvsamme fysiske toner og melodier, som mennesker lyttede til under Frederik d. 5. tids omkring år 1755. Da jeg hørte det, blev jeg dybt rørt, og det slog mig, i hvor høj grad musik er overlevering af viden, kultur – og netop indfanget tid – til kommende generationer.«  
 
Mikkel B. Grevsen er musiker og komponist i soloprojektet figur, bandet INTET ALTID og orkesteret Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. figur er lige nu aktuel med albummet The Horticulture – Fragment and Movements, ligesom han i år er aktuel som komponist på forestillingen Hold så kæft, Lars og som komponist på et nyt værk for Aarhus Jazz Orchestra og Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Han er i gang med at lave en ballet sammen med Sebastian Kloborg og Frederik Valentin og til sommer er han aktuel med nyt bestillingsværk for ham og Bjarke Mogensen (accordion) + mezzosopran på bl.a. Festival & Friends.
Som iværksætter er han idémageren bag landsdækkende formater som fusionskoncerterne Digte & Lyd og fællessangs-projektet Sangskatten, ligesom han står bag den klassiske (og flydende) festival Klassisk på K, som dækker over Klassisk på Kyssetrappen (Kbh), Klassisk på Kanten (Aarhus) og Klassisk på Kajen (Odense).

Kosmisk resonans

3
mar
kortkritik
Satellite Synthesizer – Ørntoft/Anker/Osgood/Snöleoparden
© Mia Mathilde Andersson
© Mia Mathilde Andersson

Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar. 

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv? 

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.