En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Henrik Marstal Martin Dam Kristensen

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

11.07.2025

Mit navn er Jacob Eriksen – vil du se min playliste?

»For mig er musik en særlig motor for diversitet, identitet, individualitet og fællesskab. Musik har en umiddelbar evne til både at skabe og forstærke trygge rum og at ekspandere og sønderrive grænserne for eksistens.«

Kunstner, kurator, underviser Jacob Eriksen arbejder mellem Struer og Berlin. Han er leder af Sound Art Lab, festivalleder for Struer Tracks, studieleder for 89 Sound Art School og underviser på Sound Studies and Sonic Arts på UdK Berlin.

05.07.2025

Mit navn er Mark Solborg – vil du se min playliste?

»For mig er musikken lyset, der strømmer ind gennem vores vinduer og rammer menneskers sind. Musikken er fællesskab – noget vi skaber sammen. Musikken er det andet sprog – der kan tales, når alle ord og samtaler er slidt i stykker.«

Mark Solborg er dansk-argentinsk guitarist, komponist og improvisator med uddannelse fra bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Han har udgivet 28 albums med egne værker og samarbejdet med profiler som Evan Parker, Susana Santos Silva og Herb Robertson – ofte på det kunstnerdrevne label ILK, som han er medstifter af. Hans musik er opført i 23 lande og involverer musikere fra 15 nationer. Projekter som TUNGEMÅL og BABEL undersøger elguitarens rolle i akustiske rum, og hans virke omfatter også samarbejder med teater, film og billedkunst. Solborg er Reumert-belønnet, præmieret af Statens Kunstfond og blev i 2024 nomineret til en Danish Music Award som Årets Komponist. Han er aktuel med albummet Confluencia.

03.07.2025

My name is Halym Kim – would you like to see my playlist?

»Music for me is like a sourdough. If you don't feed it right it is going to die. If you feed it correctly a lot of people can benefit from it.«

Halym Kim is a drummer, composer and project coordinator based in Copenhagen. His music is mainly based in free improvisation and experimental music but performs also as a traditional Korean percussionist. He has a Master and an Advanced Postgraduate Diploma in Music Performance from RMC in Copenhagen. Together with Nana Pi he organizes Impro Camp which is a music camp for free and structured improvised music that is happening every year in Fredericia, Denmark.

03.07.2025

My name is Nana Pi – would you like to see my playlist?

»Music for me is a tool of infinite expression. It’s where I’ve had the most complex conversations and open-minded experiences. It is the highest form of energy I know.«

Nana Pi is a saxophonist, composer and conductor working within the experimental music scene. She has developed a unique musical vocabulary on the saxophone by incorporating objects and extended techniques, pushing the boundaries of sonic expression. Beyond her work as a saxophonist, she is known for conducting improvisation using her music sign language, Extemporize, for which she received the P8 Jazz Award Årets Ildsjæl in 2020. She is a member of the well established record label Barefoot Records. In addition to her musical career, Nana Pi is organizing events such as Impro Camp and FredagsJAM that focuses on creating networks and inspiring music environments between musicians.

03.07.2025

jul

kortkritik

Komposition for stenvægge

Cisternerne: Bjarke Mogensen – koncert i udstillingen »Psychosphere«

Louise Steiwer

Kontrasten er mærkbar, når man på årets varmeste dag træder fra Søndermarkens grønne plæner ned under jorden i Cisternerne, Københavns gamle vandreservoir. Luftfugtigheden er høj, lyset sparsomt og fra hvælvinger i loftet hænger stalakitter og kaster skygger i vandpytterne på gulvet. Og så er der lyden: I de tomme søjlesale kan rumklangen vare op til 17 sekunder. Selv den mindste skraben runger hernede.

Siden 2016 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum, og i år har Jakob Kudsk Steensen omdannet salene til et undervandslandskab af videoprojektioner, skulpturelle objekter og et soundscape skabt af Lugh O’Neill med Bjarke Mogensen på accordion. Mogensen, som giver koncert denne aften, har en alsidig smag. Måske lidt for alsidig, tænker jeg, da jeg læser programmet for aftenens koncert, der spænder fra Bach til bornholmske folkemelodier. Det skal vise sig at hænge bedre sammen, end man skulle tro. Det er kompositioner, der ligesom trækker i tiden, hvor lange toner – forstærket og forlænget af rumklangen – lægger sig som en murrende bund for helt korte, perlende anslag, som marmorkugler, der rikochetterer fra en stenvæg.

En tindrende smuk, sorgfuld komposition af Nick Martin er inspireret af Michelangelos Pieta – marmor igen – afløses af Frederiksberg-komponisten Martin Lohses meditation over ekko mellem bornholmske klipper. Et andet stykke rejser sig spinkelt og sakralt som høje hvælvinge, mens Mogensens egen Passage knitrer, smælder og knaser som sten, der bliver brudt. Det er Mogensens accordion i konstant dialog med rummet; han kalder og de mørke søjlegange svarer tilbage – eller er det omvendt?

Publikum sidder som forstenet, sunket helt ind i lyden, når Mogensen virtuost får sit instrument til at lyde som alt fra et hastigt åndedræt til et tordenskrald. Da vi kommer op igen, ligger skyerne tungt over Søndermarken, og varmen er væk. Parken er som forandret. Kontrasten er til at føle på.