En tone, otte åndedræt og klangen af venten

oct

kortkritik

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Henrik Marstal Martin Dam Kristensen

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

30.06.2025

Mit navn er Bjarke Mogensen – vil du se min playliste?

Bjarke Mogensen. © Caroline Bittencourt

»Musik er (for mig) den direkte vej til alle hjerter, jorden rundt til alle tider – stol ikke på dem, der vil forbyde musik: de vil kontrollere alt og alle... for musik er lydsporet til verdens åndedræt, og musik er nøglen ind til det frie menneske.«

Bjarke Mogensen begyndte at spille accordeon som barn på Bornholm. Det, der startede som nysgerrighed, er blevet til et liv med musik – fra solooptrædener med store orkestre til eksperimenterende samarbejder med komponister og kolleger. Han har optrådt i bl.a. Carnegie Hall og Concertgebouw og fået skrevet over 60 værker til sig – flere dedikeret af komponister som Per Nørgård, Bent Sørensen og Poul Ruders. Han underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han selv debuterede i 2012. Hans repertoire spænder fra klassiske transskriptioner til egne værker og elektroakustiske eksperimenter. Han spiller både på en Pigini Mythos og et specialbygget kvarttone-accordeon. Blandt priserne er Kronprinseparrets Stjernedryspris, P2 Prisen og Anne Marie og Carl Nielsens Hæderspris i 2025. Mogensen trives bedst, når han kan føre lytteren et nyt sted hen – hvad enten det er i koncertsalen eller blandt de bornholmske klipper.

Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

jun

kortkritik

Kristine Tjøgersen: »Night Lives«

Henrik Friis

Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.

Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.

For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!

Når eksperimentet bliver tragisk smukt

jun

kortkritik

Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«

Simon Heggum

»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.

Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.

Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.

25.06.2025

Mit navn er Morten Jessen – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et sprog, der har en særlig evne til at åbne sindet og løfte sig op over det talte sprog. Hvis du er tålmodig – eller måske bare heldig – kan musik en sjælden gang bringe dig i en tilstand, hvor tid og sted må overgive sig til det guddommelige.«

Morten Jessen er komponist, multiinstrumentalist og stifter af Nordisk Kirkeensemble. Det genreløse møde med kirkerummet er omdrejningspunktet for Jessens kompositoriske arbejde. Rummet danner ramme om et drømmende og tidsløst udtryk, hvor reminiscenser af impressionisme og nordisk melankoli blandes med kirkerummets klangfarver. Jessen er aktuel med flere værker, heriblandt Kyiv, som i 2024 blev opført ved Kyiv National Philharmonic og på Christiansborg i forbindelse med FN's Internationale Fredsdag. Denne sommer uropføres hans European Solidarity March af Den Kongelige Danske Livgarde og The Presidential Orchestra of Ukraine i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet i 2025. Jessen har spillet og arrangeret for kunstnere som The Savage Rose, Nikolaj Nørlund, Quadron, Phlake, Lukas Graham, Vinnie Who, Iceage, Bisse, Calby og Ulige Numre.

25.06.2025

Mit navn er Natalia Gordeyeva – vil du se min playliste?

»Musik er for mig en filosofi. Den kan ændre folks sind, derfor kan den ændre verden.«

Natalia Gordeyeva er en anerkendt ukrainsk violinist og kammermusiker med omfattende international erfaring. Hun har optrådt både som solist og i kammermusikalske sammenhæng på prominente scener som Tonhalle i Zürich, Victoria Hall og FN-salen i Genève, Casa Paganini i Genova og Teatro Filarmonico i Verona. Hun har desuden spillet recitals i Tokyo og Osaka og deltaget i festivaler som Yehudi Menuhin Festival i Gstaad og Jewish Culture Festival i København. Hun gav sin første koncert som 7-årig og debuterede som solist med Kyiv Camerata som 10-årig. Tre år senere optrådte hun med National Philharmonic Orchestra of Ukraine. Efter studier i Genève hos Prof. Kayaleh vendte hun tilbage til Ukraine, hvor hun i 2014 grundlagde Music Arts Academy of Natalia Gordeyeva – den første private musikskole i landet. Skolen blev et forbillede for andre og udviklede sig til et center for talentudvikling og internationale samarbejder med kunstnere som Gary Hoffman, Valeriy Sokolov og Diana Tishenko.

Efter invasionen i 2022 flyttede Natalia til Danmark, hvor hun engagerer sig i humanitære initiativer og arrangerer støttekoncerter til fordel for Ukraine.