En tone, otte åndedræt og klangen af venten

oct

kortkritik

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Henrik Marstal Martin Dam Kristensen

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

Emergent Music

may

kortkritik

Lauri Supponen: »Dwell«

Jakob Kullberg

As an abstract micro manifesto Lauri Supponen describes his interest in »music that inhabits a second space and lingers there«, an invitation for us to dwell in the moment and discover music in its quiet emergence.

»Gaz aux étages«, the first composition on Supponen’s breathtaking album, seems to test this idea as it unfolds with whispered bow strokes devoid of pitch. It is as if the piece itself is an entity wondering if it will prove to be music as it tentatively investigates its own constituent components. A subtle opening to an album that answers this question with clarity in its eponymous second work »Dwell« (tracks 2–5), exploring a fascinating microtonal realm. In virtuoso performances of astonishing accuracy, guitarist Petri Kumela and vocalist Tuuli Lindeberg bring Supponen’s demanding four-movement duo to life. The guitar writing in Dwell recalls Norwegian composer Martin Rane Bauck’s Fretted with Golden Fire with its drone-like microtonal strumming – a connection substantiated by the album notes, which reveal both composers know each other and have collaborated with bass clarinetist Madison Greenstone.

The dwelling-space Supponen offers in »Eau & gaz à tous les étages« and »Opus Nen«, return the listener to a more remote sonic space, reminiscent of the album’s opening albeit with tighter compositional sense. Performed with intensity by Madison Greenstone and baritone saxophonist Sikri Lehko, they consolidate the pervasive feeling that Dwell is a uniquely inspired collaboration.

Musikken, der tøver – og forvandler

may

kortkritik

Lauri Supponen: »Dwell«

Jakob Kullberg

Som et abstrakt mikromanifest beskriver Lauri Supponen sin interesse for »musik, der bebor et andet rum og dvæler dér« – en invitation til at blive i øjeblikket og opdage musikken i dens stille fremkomst.

»Gaz aux étages«, det første værk på Supponens bjergtagende album, synes at afprøve denne idé, idet det udfolder sig med hviskende buestrøg blottet for tonehøjde. Det er, som om stykket selv er en slags væsen, der undrer sig over, om det mon vil vise sig at være musik, mens det tøvende undersøger sine egne bestanddele. En subtil åbning på et album, der besvarer dette spørgsmål med klarhed i det eponyme andet værk »Dwell« (spor 2–5), hvor en fascinerende mikrotonal verden udforskes. I virtuose og forbløffende præcise fortolkninger bringer guitaristen Petri Kumela og vokalisten Tuuli Lindeberg Supponens krævende firsatsede duo til live. Guitarstemmen i Dwell leder tankerne hen på den norske komponist Martin Rane Baucks Fretted with Golden Fire med sin drone-lignende mikrotonale strumming – en forbindelse, der bekræftes i albumnoterne, som afslører, at de to komponister kender hinanden og har samarbejdet med basklarinettisten Madison Greenstone.

Det opholdsrum, Supponen tilbyder i »Eau & gaz à tous les étages« og »Opus Nen«, bringer lytteren tilbage til et mere fjernt sonisk rum, der minder om albummets åbning – dog med en mere præcis kompositorisk bevidsthed. Fremført med intensitet af Madison Greenstone og barytonsaxofonisten Sikri Lehko, understreger disse værker den gennemgående fornemmelse af, at Dwell er et unikt og inspireret samarbejde.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

18.05.2025

My name is Per Bloch – would you like to see my playlist?

»For me, music is a bridge between worlds and cultures, and it’s also a path inward – and outward. Toward new insights. Music is what I use when I meet other people, instead of talking about the weather. It’s music that gives me answers and asks the questions. Music is a release valve and the space that can hold all the unmanageable, infinite, and strange emotions in life. A space for everything I can’t seem to fit anywhere else. Music roots the airy and the ethereal. A dissolution of all that is material and tangible.

When I create music myself, I discover new paths and ingredients within me that I didn’t know I had access to. Music is the language through which one can connect with others – with or without formal training – an imaginary language, and yet so concrete that it can be touched and felt. Music is a peephole into others and a gaze that crosses the boundaries that would otherwise divide us.

For me, music is motive, excuse, and emphasis. And a pressure test between reality and fantasy. Music is balance and chaos, tonal poetry, pure lovely gibberish, ultimate perfection – and sometimes the only thing bearable to listen to.«

Per Bloch is a composer and songwriter, as well as the author of novels and children’s books accompanied by musical audiobooks. Last year, he published the children’s book Gakkelaksen og de 10.000 stjerner and the novel Rosa i al slags lys, both including sound pieces. He also released three new songs in three different languages – Greek/Danish, Faroese, and Greenlandic – as a follow-up to the album Kokoro, which consisted of eight love songs in eight different languages. In addition, he released two remixes – one of them based on the novel's soundtrack, created by the Japanese sound artist Sugai Ken.

16.05.2025

Mit navn er er Pernille Jensen – vil du se min playliste?

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

10.05.2025

Mit navn er Telestjernen – vil du se min playliste?

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.