• © PR
    © PR

    En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

    Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«

    Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

    Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

    Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.

     

     

     

  • © PR
    © PR

    Absurd skønhed i støjens teater

    Maja S. K. Ratkje, Torstein Slåen & Sigurd Ytre-Arne: »The Swamp«

    Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.

    Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.

    Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.

     

     

     

     

     

  • © Loveland Music
    © Loveland Music

    Postkort fra lydens grænseland

    Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«

    På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

    Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

    De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

     

     

     

  • © PR
    © PR

    Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

    Les Halles: »Original Spirit«

    Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas. 

    De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

    Ordet »ambient« kan spores til det latinske »ambire«, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

    Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.