I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.

Ved afslutningen af Første Verdenskrig, med dens enorme økonomiske og menneskelige omkostninger, stod det de fleste europæiske kunstnere klart at ansvarlighed nu måtte betyde saglighed, realitetssans og praktisk anvendelighed. I 1917 skrev Feruccio Busoni til en ven at "frihedstrangen, der gjorde overdrivelsen til norm, må fremkalde sin egen modsætning.

Fra midt i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede betød æstetiske impulser fra bestemte lande, regioner eller musikkulturer en afgørende udvidelse af europæisk musikkultur, først i form af såkaldt "nationalromantik" (komponister som f.eks. Frédéric François Chopin, Bedřich Smetana, Antonín Leopold Dvořák, Edvard Grieg, Mikhail Glinka, Leoš Janáček