Det som her kaldes 'Åbne former' svarer til John Cages begreb 'indeterminate music', og handler om, at komponisten lader visse beslutninger være op til de udøvende musikere. Det kan fx være rækkefølgen af delelementer (den mest hyppige); passager af fri eller bunden improvisation; angivelsen af en begyndelses- og en sluttilstand, hvor musikeren selv vælger vejen mellem de to punkter; angivelsen af et antal noder uden at de er placeret i rækkefølge etc.

Ikke at forveksle med det overordnede tag 'Tilfældighedsmusik'. En tilfældighedskomposition er et partitur, der er fremkommet (helt eller delvist) gennem tilfældighedsprocesser, men hvor tilfældigheden altså ligger på kompositionsniveau og ikke hos de udøvende musikere. Denne teknik kan i egentlig forstand kaldes 'aleatorisk' (et ord, der desværre bruges i flæng), idet den opstår ved terningekast-lignende operationer.

Teksturel musik er musik, der er bygget op omkring teksturer. En tekstur er noget andet end en struktur, som György Ligeti har gjort opmærksom på. I en struktur kan man skelne enkeltdelene, som der er et forhold imellem, i en tekstur oplever man et væv, en masse, en sky af toner og lyde. Teksturel musik kommer for alvor på banen i 1960'erne med værker af Iannis Xenakis og Ligeti selv.

Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).

Stokastisk musik er musik, der benytter sig af matematisk genererede, vægtede sandsynligheder frem for den aleatoriske ligestilling af alle muligheder (se Tilfældighedskomposition). Denne metode er udviklet af Iannis Xenakis som en slags tredje vej for en formaliseret musik, der undgår både serialismens og tilfældighedens mulige faldgruber. Med stokastiske modeller kan man komponere overordnede bevægelser, fx fra én tilstand til en anden, således at denne bevægelse er markant hørbar, men uden at være gennemkomponeret på detaljeniveauet. Det giver bl.a.