Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).

En lydskulptur er et lydkunstværk, der er formet som et afgrænset legeme, som afgiver lyd. Enten ved at lave sin egen lyd (som et slags instrument) eller ved at transmittere lyd (via højttalere). Lydskulpturer kan være interaktive, de kan gennemføre et bestemt program, de kan lade sig påvirke af eksterne data eller de kan operere via tilfældighedsoperationer.

Lydkunsten er domineret af lydinstallationer, forstået som fysiske opstillinger af lydapparatur i et rum, der kører af sig selv, og som man kan gå til og fra (modsat koncertopførelser eller værkindspilninger). Der er ikke tale om fonogram-værker, som kan lyttes på hovedtelefoner eller i lyttestationer, men om at værket selv er installatorisk. Lydinstallationer kombinerer ofte en sanselig oplevelse med en undersøgelse af lyd eller den benytter lyden som et middel til at undersøge noget andet.