Langt størstedelen af 1900-tallets kompositionsmusik kan næsten ikke tænkes uden spolebåndoptageren. Princippet for den var blevet udtænkt allerede sidst i 1800-tallet af den danske opfinder Valdemar Poulsen, som tog patent på sin opfindelse og søgte at vinde gehør for idéen i USA. Men han havde ikke heldet med sig – fonografen var netop kommet frem, og magnetofonen havde derfor ingen interesse. Først i anden halvdel af 1920’erne opstod en fornyet interesse for musik lagret på spoler og ikke lakplader, sikkert fremskyndet af filmindustriens hastige udvikling frem mod tonefilmen.

Horisontal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb består af flere lag, der optræder samtidigt, men tilsyneladende uafhængigt af hinanden. Ofte vil der være en musikalsk forgrund, som følges af en eller flere musikalske baggrunde bestående af væsensforskellige lydbilleder eller klange – lige fra reallyde, fjernorkestre eller musikalske forløb i andre tonearter eller tempi.

Begrebet process music er amerikansk og er blevet brugt til at betegne noterede eller ikke-noterede musikalske forløb, hvor musikken forløber processuelt efter en på forhånd fastlagt retning. Begrebet er især knyttet til den amerikanske minimalisme, hvis langsomme ændringer af tilsyneladende repetitive figurer har en processuel karakter. De mest prægnante eksempler regnes for at være Steve Reichs tidlige værker såsom klaverværket Piano Phase (1967) samt de elektroniske værker It’s Gonna Rain (1965), Come Out (1966) og Pendulum Music (1968).

Anvendelsen af droner er et af de ældste og mest alment forekommende musikalske fænomener. Det betegner den omstændighed, at der under et givet musikalsk forløb høres en konstant liggetone, som i den givne sammenhæng næsten altid vil blive opfattet som en grundtone, som det anførte forløb harmonisk og melodisk forholder sig til. Sådan foregår det fx på en drejelire, en sækkepibe, en sitar eller en tambura, og det gør det også på droneinstrumenter som jødeharpen eller didgeridoo’en, hvor der spilles på tonerne i overtonerækken.

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.