Else Marie Pade

[Else Marie Pade var] i 50'erne dansk pioner inden for den franske konkretmusik (brugen af lyde fra virkeligheden som musikalske byggesten) og den tyske Elektronische Musik (brugen af syntetisk fremstillede klange) – og stærkt inspireret af pionererne Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen. Hun var den første dansker, der havde urpremierer på værker inden for begge genrer. I løbet af 50'erne foregik de bekostelige lydeksperimenter i Radiohuset. Op gennem 60'erne begyndte den økonomiske støtte at aftage og umuliggjorde til sidst yderligere eksperimenter. Og Pade stoppede for en stund som musiker og trak sig også tilbage fra arbejdsmarkedet i '76 pga. KZ-syndrom. I '86 begyndte hun at komponere igen. Men først i begyndelsen af det 21. århundrede bliver hun bredt genopdaget af fagkundskab og medier, og først i 2001 bliver hendes optagelser for første gang udgivet.

Begreb

Elektronisk musik

Elektronisk musik er musik, der ikke spilles på akustiske instrumenter, men fremkommer gennem komposition i lyd, især på computer. Der var en gang, hvor musique concrète ikke blev betragtet som elektronisk musik af ideologiske grunde, men en sådan frasortering er hverken relevant eller hensigtsmæssig i dag. Elektronisk musik er således langt hen ad vejen synonymt med det, der ofte kaldes "elektroakustisk musik" - en absurd, omend traditionsrig betegnelse (hvorfor ’akustisk’?). Begrebet elektronisk musik er dog bredere og omfatter også electronica og mere populærmusikalske fænomener.

Af
27. June 2012