Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).

Stokastisk musik er musik, der benytter sig af matematisk genererede, vægtede sandsynligheder frem for den aleatoriske ligestilling af alle muligheder (se Tilfældighedskomposition). Denne metode er udviklet af Iannis Xenakis som en slags tredje vej for en formaliseret musik, der undgår både serialismens og tilfældighedens mulige faldgruber. Med stokastiske modeller kan man komponere overordnede bevægelser, fx fra én tilstand til en anden, således at denne bevægelse er markant hørbar, men uden at være gennemkomponeret på detaljeniveauet. Det giver bl.a.

Mikrotonal musik er musik, der bevidst komponeres med toneintervaller, som er mindre end et halvtonetrin. I princippet rummer næsten al tonebaseret musik mikrotonale elementer for så vidt som instrumenter sjældent er helt eksakt stemte og fordi både glissando og vibrato resulterer i mikrotonale intervaller. Men den mikrotonale musik søger specifikt de spændinger og effekter, der opstår med mikrotonaliteten, komponerer så at sige direkte med dem. Man finder mikrotoner i de fleste kulturers traditionelle musik.

Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.