1.333
08.02.2025

14 meter bølgeskvulp fra historiens anonyme dyb

Jacob Kirkegaard: »Naufragium«
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel. 

Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb. 

39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige. 

1.5
12.10.2022

Xenakis for alle sanser 

JACK Quartet, Ying-Hsueh Chen, Maciej Nerkowski o.a.: »Xenakis 100 years«
© Caroline Bittencourt
© Caroline Bittencourt

Ville fejringen af den græsk-franske komponist Iannis Xenakis’ 100 års fødselsdag blot fremstå som et spøjst kuriosum fra efterkrigstidens modernisme? Det nåede jeg lige at frygte i begyndelsen af koncerten med hans ikoniske lydværk Concert PH fra verdensudstillingen i 1958. Historisk vigtighed til trods, så lød det, som når man puster i en mikrofon og smadrer en kasse med ølflasker. Sådan skulle det heldigvis ikke gå! Straks efter opførte Jack Quartet, nu som trio, stykket Ikhoor. Især i stykkets senere passager brillerede musikerne. Konstante glissandi – som udgør i omegnen af 80 procent af Xenakis’ tonesprog for strygere – skabte et smukt dynamisk spil, der skiftevis spændte op i nu-skal-der-laves-mord-i-gamle-filmklange og fandt hinanden i afstemte smukke harmonier.

En helt anden oplevelse var det elektroakustiske værk Bohor – langsomme metalliske toner, gav modspil til mere støjende elementer. De var eminent designet i et smukt lydlandskab og lød helt friskt og overhovedet ikke bedaget. Til slut en mesterlig opførelse af Psappha, hvor Ying-Hsueh Chen i en cirkel af trommer både skabte små hektiske rytmer og dramatisk kommunikation mellem stortrommer og wood blocks, der italesatte rummet.

Xenakis’ musik er helt sikkert krævende at opføre, men Det Kongelige Biblioteks fejring af ham viste, at når Xenakis spilles så eminent, er det ikke udfordrende musik. Det er bare utroligt smukt og sanseligt.

1
12.10.2022

En tur i Europas mørke kammer

Diamanda Galas: »Broken Gargoyles«
© PR
© PR

Det kan virke oplagt at anmelde mørkets fyrstinde og hendes august-album Broken Gatgoyles i en tid, hvor festlige sjæle pynter deres dørgavl med skeletter og sjove gyserhatte. Men gyset, der møder en i den ufremkommelige afgrund i pladens to installationer, er tydeligvis noget andet og mere jordnært. Det er jo Diamanda Galás, det her! Med udgangspunkt i pestdød og krigsepidemier boltrer den snart 70 år gamle gregorianske sortseer sig i sine vanlige virkemidler som hørt på hovedværker som The Litanies of Satan (1982) og Saint of the Pit (1986): Dybe klaveranslag, opklippede loops og Galás’ karakteristiske dæmonskig, som leveres fra et stemmebånd spændende tre et halvt oktaver.

Der er grove løjer på de to installationer »Mutilatus« og »Abiectio«, og når de spyttende lyrikgloser samtidig er holdt i germanske gloser, kan det hele virke en anelse utilnærmeligt, hvilket helt sikkert også er Galás intention. Efter årtier som cover-sanger af bluesstandards er det imidlertid rart at høre sangeren som rædslens budbringer igen, og især første installation leverer deciderede gruopvækkende ture ind i den europæiske histories mørkeste kamre. 

På Galás' nok særeste udspil bliver det hele faktisk en smule fjollet i sidste ende – men denne tendens til at smile midt i de pinefylde rædsler retfærdiggør sangerens berettigelse i 2022. Det er svært at se, hvornår man rent faktisk kommer til at høre Broken Gargoyles uden for et museum eller et galehus. Men det er vel egentlig også meningen?

1.5
07.10.2022

Vibrafonjazz til den nye verden

Martin Fabricius Trio: »The New World«
© Klaus Holsting
© Klaus Holsting

New World kan indekseres under den måske lidet anerkendte undergenre »hyggejazz«. Musik til de afslappede stunder, bedst indtaget med morgen- eller aftenkaffen. Det er en utroligt velkomponeret og -spillet udgivelse, som i høj grad fortjener den interesserede lytters opmærksomhed.

Fabricius’ vibrafon har en meget syngende kvalitet over sig. Kompositionerne virker nynnede – som om kimen til dem har været et nynnet melodisk stykke. Der er noget folkevise ved det, som klæder det bundsolide fundament, leveret af Jacob Hatholts aldrig overspillede trommer og Andreas Markus’ føjelige akkompagnement og smagfulde soli på kontrabas. 

Overordnet set skaber de tre musikere et ret konsistent helhedsindtryk, der kun et par få gange forstyrres af nogle mærkbart anderledes, folkemusikalske indslag – derudaf-trommer i »Beef No More« og den strøgne kontrabas i »First Train Out.« Der er som sådan ikke noget i vejen med sådanne i det store hele ikke særligt imposante musikalske stilspring, men det springer i ørerne på en udgivelse, der ellers vinder på lige netop sit uniforme udtryk.

New World er stemningsskabende jazz, der ikke tilsigter at imponere med ild og soli, men derimod med en skarp sans for kompositioner, der briseagtigt kan glide køligt over dig, men også vil belønne den opmærksomme lytter med masser af små finesser. Det er let – men ikke på den kaloriefattige facon.

1
05.10.2022

Kraniosakralterapi for øret

Copenhagen Clarinet Choir: »Organism«

En helt åben klang møder øret i det første mange minutter af Copenhagen Clarinet Choirs nye album, Organism. Lytteren inviteres blidt indenfor i ensemblets særlige klangverden. Som kraniosakralterapi, hvor behandlerens blide berøringer inviterer de små muskler omkring rygsøjle og kranium til at åbne sig op, give efter for spænding. På samme måde inviterer de seks ligeklingende klarinetter øret til åbenhed og hjernen til at glemme gængs harmonilære, men i stedet give sig hen til klangen. 

Det er befriende at høre et klassisk ensemble, hvor det ikke er vigtigt at alle stemmer er ligeligt repræsenteret – som fx i en saxofonkvartet, hvor baryton- og tenorsaxofonen udgør de nederste toner i harmonierne. Klarinetten har så mange egenskaber i sig selv, og klangmulighederne er rige. Alene kan instrumentet lyde hårdt og barskt som et tågehorn, eller blidt og smukt som fløjte med karakter, og det er netop de mulighedskombinationer, som Copenhagen Clarinet Choir udnytter og udforsker utrolig medrivende på Organism. 

Det bliver kunst, fordi skarpe stød, skingre udsagn og sirenelignende fraseringer tvinger øret væk fra forventninger og bryder det behagelige og meditative. Carolyn Goodwin står bag ensemblet og er på albummet krediteret for de fleste numre. Andre satser er lavet i fællesskab, og især »Three Movements«, hvor klarinetternes svævninger mellem hinanden udforskes, er dragende og nyt for hver gennemlytning. Organisk, meditativt, men også stor lydkunst. 

1
26.09.2022

Blendermusik til blenderhjerner

Vanessa Amara: »Fonetica Amara«

Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.

En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt. 

Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.

Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.