Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.
Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?
Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.
De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.