Sådan holder man hof på Roskilde
Valentina Magaletti havde fyldt eksperimentalscenen Platform op med trommer. Og så blev heavy weather vekslet til heavy og meget muskuløs drumming. Dog også pyntet med delikate elektroniske soundscapes og intelligent groove, der efterlignede maskiners repetitive kræfter. Det gav både mening, at de aurale kollisioner på hendes album A Queer Anthology of Drums er blevet kaldt vejvisere til et splintret paradis, og at Magaletti har udtalt sig om »karnevalistisk improvisation«, hvor høj- og lavkultur, drama og ironi taler sammen.
På Roskildes mest karnevalistiske scene er der intet hierarki. Sambafolk, undergrundsdansere og cellister holder hof og opfrisker vores trætte festivalører, når vi mindst venter det og mest fortjener det. Kalder til trommefest, så den planlagte popkoncert må vente.
Nok er italiensk-engelske Magaletti klassisk uddannet percussionist, men jo også undergrund og spiller med Thurston Moore. Og folk var absolut vågne under hendes hypnosetunge percussionkunst, hvor groovet langsomt og på umærkelig vis sivede ind i kroppene og blev der. Magaletti viste, at ligesom mennesker kan have et stemmeregister, kan trommer have personlighed. Jeg gentager: Det var stor percussionkunst i fluorescerende og eksplosive farver. Karneval lige ved siden af Orange.