»Skal han spille på tre klaverer?« spørger en dreng. »Det kan være, han har lært at spille med fødderne?« siger en voksen mand. Publikum på vej ind i DR Koncerthusets Koncertsal kommenterer setuppet til August Rosenbaums klaverkoncert. Det er virkelig besynderligt med tre Steinway-flygler linet op – faktisk komisk.
Da koncerten gik i gang, bildte jeg mig ind at kunne høre forskel på instrumenterne, men ville nok dumpe en blindtest. Udover lidt leg med staccato på et flygel og pedal på et andet, var setuppet rent ud sagt uudnyttet. Klaverspillet var mangelfuldt, domineret af én måde at spille på: Pedalen i bund, en aktiv højrehånd primært i mellemlejet, en venstrehånd med et afdæmpet akkompagnement, og rigtig meget repetitionsteknik.
Det føltes som en tyngdekraft, Rosenbaum ikke kunne undslippe. Ingen idé eller retning kunne løsrive sig, og man vendte altid tilbage.
Når der er to flygler til en koncert, plejer det ene at være præpareret. Rosenbaum havde tre(!) uden at bruge en eneste skrue, mønt eller bordtennisbold. Burde det ikke være kriminelt? Heller ingen udvidede teknikker såsom clusters eller spil med sin håndryg blev brugt.
Lysshowet var charmerende, til tider imponerende. Det kræver dog mere god vilje, end jeg har at kalde aftenen for en audiovisuel koncert, som programteksten fortalte mig. På vej ud hørte jeg en anden mand sige »Det var sgu meget spændende at høre ham spille.« Det synes jeg ikke.