Nu, hvor endnu et Roskilde er forbi, kan jeg ikke lade være at tænke tilbage på festivalens allerførste koncert i år. Under sit glorificerede vejskilt af en roterende installation på Camping Vest, Understanding, stod den britiske kunstner Martin Creed på åbningssøndagen med guitar, mundharpe og et lapset jakkesæt påsyet dartpile.
Hans rablende tekster, basale akkorder og skramlede, men hurtige folk-spil var så karikeret vagabond-avantgardistisk, som man kan forestille sig. Men han ramte alligevel noget essentielt med sin gakkede performance. For hvor hans installation lignede et generisk opråb om forståelse, kæmpede han her aktivt for at nå hinsides forståelsen.
»Stop thinking!« udbrød han og legede sig helt ind bag sprogets egen logik med remser om hellere at ville præstere et »bad hi« end et »good bye«. »Let’s be vague!« fortsatte han og slog guitaren an så langt oppe på instrumentets hals, at akkorderne lød som klangsmat i de to små højttalere, der kæmpede med adskillige lejranlæg om opmærksomheden.
»All songs are glove songs,« bedyrede Creed og saboterede sin næste protest-muntre tossesang ved at spille iført skriggrønne handsker. Det rum, han med sin minikoncert åbnede for en henført lille skare under installationen, var vel netop det, årets festival i sine bedste øjeblikke præsterede at skabe: et rum uden tankens forurening af oplevelsen.
Et utopisk sted, hvor musikken tog styring over krop og sind, så man sent om natten lå under en teltdug, forelsket i verden, og spekulerede over, hvad pokker der var sket.