Vi er alle rejsende på en festival. Alle har en bagage. Ham ved siden af mig havde lige røget en troldesmøg. Men gik nogen rundt med forbandelser fra ældre tider, kunne man blive renset – og måske nulstillet – af skotsk-danske Clarissa Connelly og hendes syv sangere.
»The hills are crying,« sang de. Og satte tempoet helt ned, sang efter sang – og hertil runddans om otte stole, knips, stamp og klap. Sådan kommunikerede Connelly sine flerstemmige kanoner. Skrøbelighed, sårbarhed og ærlighed har gode kår på årets musikprogram på Roskilde Festival, og den almenmenneskelige forbundethed udtrykkes især i de mange folkemusikalske fortællinger og fodstamp. Connellys kanoner var dybt rodfæstet i gammel muld, men også eksperimenterede a la Meredith Monks vokalarbejde. Man forstod, hvorfor Connelly opsøger freden for at høre sin egen musik. Men hun evner også at formidle erfaringer fra sine stilhedsstudier. Rigtig mange tog med på denne rejse guidet af rene vokaler, og man fik tynd hud af at lytte til disse sange.
Stående bifald er blevet devalueret, men de gav mening her. Connellys kunst opererer med en alternativ valuta, der, ligesom hendes vokalarbejde, er af en anden verden.