I Skuespilhuset giver den tværæstetiske musikforestilling Hex stemme til en række historiske personer under 1600-tallets uhyrlige trolddomsprocesser. Der er udelukkende kvinder både på og bag scenen, og manuskriptet af Olga Ravn og Liv Helm er skrevet over historiske retsdokumenter, teologiske skrifter og gamle magiske remser.
Monologerne flyder med stor musikalitet og står stærkest ved en magisk voksdukkes poetiske vidneberetninger: »Hvis jeg havde haft øjne, der kunne græde, havde jeg grædt.« Kvinderne bevæger sig langsomt som Butoh-ånder og gjalder gåsehudsfremkaldende flerstemmig sang over melankolske folketoner og ritualistiske trommerytmer. Jeanett Albeck er værkets komponist og performer også selv sammen med en perkussionist og en cellist. Hun personificerer renæssancesamfundets ultimative horrorfantasi – djævlen selv – og sætter undervejs gang i en grotesk dæmondans med åben mund og svirpende nippletassels over pulserende trancemusik, ond latter og kvindestøn i loop. Henover resonerer hendes dæmonisk manipulerede stemme tungt og ironisk: »Når kvinder tænker alene, tænker de ondt.« Det er som et syretrip gået galt.
Forestillingen er så sansemættet, at den bliver uklar i sin historiefortælling. På trods af smukke og stærke idéer undervejs, sidder man som publikum tilbage med en usamlet oplevelse og en følelse af at være slået omkuld uden forklaring. En ujævn sammenblanding af mange kunstneriske udtryk og niveauer af tid gør, at man aldrig helt kan give sig hen til den samlede fortælling. Som et uforståeligt ritual, der er lukket inde i sig selv.