Eivind Buene
9
© PR
It is always a huge risk to re-interpret classical icons and drag them onto the contemporary scene, especially if you are an award-winning composer and musician of international fame, such as the Norwegian Elvind Buene. Classical music, like all genres, has its small circle of purists and aficionados that are prompt to flag down any attempt to move the statues they adore out of their mausoleums. And this is exactly what Eivind Buene does in his Schubert Lounge album.
The title itself announces an unorthodox approach to the famous German Romantic musical genius: a lounge is not exactly the type of room or architectural installation one would immediately associate with Franz Schubert. But what Buene points to is that Schubert’s music, and more specifically his songs, the famous lieder sung by Kathleen Ferrier and Dietrich Fischer-Dieskau, are about intimacy and that they can be heard today in the half-lit comfort of a lounge, as they were in a salon by candlelight.
There are ten songs on the album, all with their titles in English and without the corresponding German name. For instance, we have »The Sea« and »Beautiful Moon«, which are (very well) known as »Am Meer« and »An Den Mond«. The songs themselves are translated (or adapted) into English, turning the whole project into a singular musical object, which totally deconstructs the traditional prison walls of music history.
Eivind Buene’s voice does not compare with Ferrier’s or Fischer-Dieskau, and it doesn’t even try to. By re-arranging harmonics in modern dissonances and replacing the nuances with a surprising flatness of tone, sometimes switching to delicate higher notes, Buene tells us that classical music is not what we assume it to be: a motionless monument that keeps repeating itself. Turning Schubert into a transnational composer is a radical choice, and a real dangerous one, the risk being to be laughed at, shunned or, even worse, ignored. A Norwegian artist deciding to sing 19th century German lieder translated into English in 2022 is not just an act, it is a radical manifesto. As Buene has written in an article published online, »Music is always now in the sounding moment. Music is, in a sense, a history of unfinished work.«
And this album absolutely proves it.
© PR
Kollision kunne med sin sfæriske mystiskhed kombineret med støjende elementer og tunge beats være soundtracket til en David Lynch-film. Filmkomponist og lyddesigner Josefine Skov skaber flydende elektroakustiske soundscapes i grå nuancer og blå toner ved hjælp af analoge og digitale optagelser og processeringer, som går op i en højere enhed af computergenerede klange såvel som konventionelle og hjemmelavede instrumenter.
Numrenes progression matcher konstant stemningerne, hvor »Puls« skaber en cinematisk oplevelse krydret med trommebeats a la trip hop, bevæger titelnummeret sig langsomt fra det drømmende til en kulmination af keyboards, lyden af tunge strygere og støj.
Kollision er håndværksmæssigt stærkt og byder på alternative eksperimenter uden at blive krævende. Skov formår i et univers af skæve toner og mol at skabe en fløjlsblød, legende lethed, der kaster et poetisk skær over en kold og mørk regnvejrsdag i november, november, november, november.
© PR
Så er der endelig godt nyt til de mange husejere med gasfyr. Sultanen af nedsablinger i primetime, Thomas Blachman, har med suiten Oh Yes My Maker skabt et værk, der består af så rigelige mængder varm luft, at energikrisen nu må være ovre.
Blachman har i forbindelse med udgivelsen udråbt sig selv til den symfoniske musiks frelser. Og forberedt gud og hvermand på, at »parnasset« og »snobberne« nok vil synes, at suiten – der foreligger som ren og skær MIDI-musik, fordi genialitet ikke kan holdes nede – er noget »frygteligt lort«.
Det er simpelthen en fornøjelse, når udgivelser ledsages af så nøjagtige anmeldelser fra kunstnerens egen hånd, at man ikke føler trang til at opponere. For Blachmans plastiske MIDI-suite er en kontrarevolution. Han er på sin største mission hidtil: at overbevise os om, at fortiden er fremtiden.
I dette parallelle univers væves revolutionens lydtæppe af Schönbergs ekspressionisme, Stravinskijs neoklassicisme, Bernsteins symfoniske jazz og tidligere tiders filmmusik. Jovist, det lyder tungt som et arkivskab, støvet som gammel cognac og mørkt som en undereksponeret spionfilm. Men tjek det her ud:
Musikken spilles af et computerprogram! Et vaskeægte computerprogram. Kan man forestille sig noget mere moderne? Thomas Blachman, der nu i tyve år har solgt sig selv som originalitetens sendebud, kan ikke. Han kalder det »en ny æstetisk dagsorden for kontrapunktisk partiturmusik«.
Men »frygteligt lort« ligger bare bedre i munden.
1.085
18.11.2022
Chok – klassisk trænet komponist skrev noder
Else Marie Pade: »The Orchestral Album«
© PR
Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!
I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.
Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.
Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.
Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.
Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!
© PR
Tilhører man flokken af gnavne stivstikkere, der ikke kan se fidusen i at markedsføre Else Marie Pade som sensationel symfoniker, så er det vederkvægende at høre første udgivelse i Dacapos – indtil videre – noget mindre hypede serie af nyligt digitaliserede Pade-værker.
Her får vi i første omgang fire radiodigte fra 1971 til ukunstlet poesi af journalist/digter Orla Bundgård Povlsen, indtalt udødeligt af skuespiller Peter Steen og meditativt, men pointeret iscenesat med konkretmusik og tidlig elektronik af Pade i sit kostbare lydstudie hos Statsradiofonien.
Lige så fremmed komponisten lyder som fjern neoklassicist i sin tidlige orkestermusik, lige så hjemmevant er hun som indigneret, eksperimenterende og streng lyddramaturg i de fire digte om det amerikanske »herrefolks« overgreb på Vietnam og om hjemligt københavnerliv med hektisk trafik, men stille og smålummer livsførelse.
Det er, som Jonas Olesen skriver i bookletten, her, vi får konteksten for den berømmede og mystiske »Hitler er ikke død«-båndsløjfe. Som altså ikke skulle forstås mere abstrakt, end at nazismen overtoges af den amerikanske imperialisme, brændemærket ind i vietnamesisk hud med napalm.
Pades trumf er evnen til at forvrænge virkeligheden uden at forlade den. Eksplosioner, der bliver til dyster hvislen. Sløjfer af klokker og barnegråd, der sætter sig som gennemsigtige mareridt i psyken. Og så altså en vis tysker, der opløses til et luftbåret virus med hård klipning og en hård besked: »Han lever videre i Nixon.«
© Émile Sadria
Når nu Jeppe Ernsts strenge studier af kroppens musikalitet ikke helt forløses i Émile Sadrias sort-hvide kortvideoer på Medicinsk Museion, så er det ikke, fordi det kompositoriske greb ikke er beundringsværdigt.
Ernst har overtalt en af den ny musiks store helte, basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, til at strippe ned til et par hvide underbukser og følge tolv af komponistens tavse partiturer, som hver især fokuserer på én kropsdel.
Han bøjer ryggen, folder nakkehuden og vrider skuldrene, så bevægelsen modsvarer nodeværdier. Det er billedskønt og fint anatomisk sansende, men fornemmer man også musikken i motorikken?
Kun sjældent. Dels saboterer den naturlige museumsstøj Ernsts subtile rytmik. Dels savner man tydelige temposkift og den skarpe præcision, som er lettere at formidle med kvikke fingerspidser end besværlige hofter.
Det føles hurtigt fastlåst, når albuer bevæges stift fra side til side som en skibskran. Omvendt sitrer videoerne af poesi, når øjenlåg i closeup bliver til blid sommerfugledans. Jeg savner helt ind i sjælen at se de forskellige kropsdele spille op mod hinanden i polyfone, humørfulde splitscreens i stedet for æstetisk flotte, men sterile solostudier.
Jeppe Ernst ville sikkert kalde mig vulgær.
Museet opfordrer til, at man følger med i partituret via QR-koder, men visningen er frustrerende nok ikke tilpasset telefoner. I stedet burde noderne være afbildet nær videoskærmene. Det er måske i deres stille, utopiske poesi, at Anatomisk sangbog har det bedst.