Der er lagt blod, sved og tårer i Grand Rivers nyeste album All Above. Det kan man høre i detaljerigdommen i de elektroniske cut-ups, som gang på gang svæver ind og ud af lytterens opmærksomhed i de små 40 minutter, som pladen varer. Berlin-baserede Aimée Portioli nedbryder grænserne for elektronik og akustik på denne samling af kompositioner, der ligger et sted mellem lydinstallation og klassisk elektronik. Der synes langt fra de intime klaverforløb på den indledende »Quasicristallo« til den stakåndende »In the Present As the Future«, som vokser fra en kold blanding af oscillationer, sinusbølger og stemme-samples til et afsluttende rytmisk forløb, der ligger tættere på dansegulvet end kunstinstallationen.
Portioli formår at føje en magisk realisme til den ellers udtrådte blanding af ambient og klangkunst, for selvom man oftest genkender en lydkilde som analog eller akustisk, går der ikke længe, før lyden warpes, forvrænges og smadres, hvorefter den muterer og skifter karakter, som eksempelvis blæseorglet på den smukke »Seventy One Percent« eller de skærende violiner på den eminente »Kura«.
På All Above holder Grand River et sonisk spejl op foran lytteren og sætter spørgsmålstegn ved, hvornår noget i virkeligheden er virkeligt. Er det snart umuligt at vide, hvor lyden reelt kommer fra? Er alt musik ikke elektronisk her i det 21. århundrede?