Konsekvens fortjener ros, så prisværdigt er det jo, at der i Louise Becks anden opsætning af høreskadefantasien For døve ører (2021) hersker en urokkelig forvirring fra start til slut.
Først vrider Katinka Fogh Vindelev, værkets komponist, sig ud af en arie fra Bellinis Søvngængersken og møder så den døvfødte, men fromt syngende teenager Lova Heick og den øreslidte, men stadig bralrende rockpensionist Lotte Rømer.
»Jeg vil kunne det, du kan,« udbryder Vindelev løjerligt privilegieblindt, efter Heick med let synkoperet synth og ungdommelig autotune har lovprist det høreimplantat, der tillader hende at tænde og, ikke mindst, slukke for omverdenen.
Hvorfor Vindelevs søvndrukne og sært overflødige figur længes sådan efter at »lukke ørerne«, forbliver en gåde i Ida Marie Hedes abstrakte libretto fyldt med famlende tanker om lytningens natur.
Findes svaret i det musikalske greb? I mødet mellem Heicks popnaivisme, Rømers rocknostalgi og Vindelevs recitativer, hvor fløjte, harpe, violin og slagtøj blot spiller brudte akkorder eller små motivcirkler? Ikke rigtig, vel.
Ej heller i de roterende ansigter på lærredet, den pludselige afklædning på scenen, en stemmegaffel sat mod knoglerne, »lå lå lå«-brægen eller skiftet mellem højttalere og udleverede hovedtelefoner, som egentlig ingen effekt har.
Døvheden forbliver underligt ukonkret i både musik og tekst, og tilbage står særligt Lova Heicks uudfoldede drømmevæsen og kalder på at blive sat i centrum for værket. Men forvirringen kan der ikke sættes en finger på, hverken blandt publikum eller medvirkende.