Der er, tænkte jeg, da jeg læste pressemeddelelsen for komponist og lydkunstner Runar Magnussons Sub-Photic Scenario, en beundringsværdig flabethed i, som Magnusson gjorde, at kræve, at ens musik bliver lyttet til på kvalitetshøjttalere. Af ren og skær trodsighed forsøgte jeg først at lytte til albummet via de indbyggede højttalere i min mobiltelefon, men måtte hurtigt sande, at han har en pointe: Det ultralavfrekvente lydbillede på Sub-Photic Scenario er bogstaveligt talt uhørligt, indtil det får lov til at komme til sin ret på, ak, et par kvalitetshøjttalere. Så hermed en opfordring til læseren: Få surround sound-systemet, som du aldrig lige fik installeret, op af flyttekassen, ja, også subwooferen, og bliv overvældet af Sub-Photic Scenarios ekstremt detaljerede, taktile og sansemættede univers. For albummet fortjener det.
Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet univers: Albummet er som en kæmpemæssig galaktisk konkylie, som, hvis du holder den mod dit øre, indeholder ikke blot det brusende hav og den ruskende vind, men også det ydre rums uendelige, vægtløse tomhed, den dybe rumlen fra de tektoniske plader, der langsomt flytter sig, og det glødende trykkammer i jordens indre. Sub-Photic Scenario kan bedst betegnes som en form for ambientmusik, men albummet kunne ikke være længere fra genrens typiske troper: Lyden er ikke let og sfærisk, men tung som var den foret med bly; den hænger ikke i rummet som bølger af lys, men står som var den hugget i granit. Hvis altså du kan modstå fristelsen til at afspille den på din mobiltelefon.
Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.
De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.
Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge.
Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.

Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.
Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.
Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.
Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.
»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.
Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.
Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.
Hvis John Malkovich kunne synge, ville det være djævelsk sang

»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.
»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?
The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?