Lars Hannibal har skabt kinesisk musik på en kvarter lang digital udgivelse. Fire numre med digte fra Tang Dynastiet (618-907), som ifølge komponist og guitaristen selv er »et spejl og en fortidig kommentar til den menneskeskabte klimakrise«.
I Kina vil de sikkert diskutere teksternes oversættelse og den musikalske autenticitet. Svenske lyttere vil nok diskutere klima, og straks stille sig skeptisk overfor, at Hannibal er fløjtet to uger til Sydfrankrig til Jørn Utzons sommerhus for at skrive musik med en klimadagsorden. Tyskerne vil lugte epigonisme, og i USA vil de diskutere kulturel appropriation, og om det overhovedet er tilladeligt for en hvid, vestlig mand at skabe kinesisk musik. I Irland vil de sikkert være glade for, at Stephen Yesetas kontratenor har et irsk, folkemusikalsk præg pga. accenten og den rene brug af pentaton-skalaen. Her i Danmark vipper jeg mellem benovelsen over så stærke musikere som Michala Petri på lækre, dybe fløjter samt Gert Mortensens delikate brug af de percussive instrumenter, og om det fungerer at lave øreappetitlige klange med et kinesisk islæt. Eller om det primært spejler os selv.
Hannibal har skabt smuk, billedskabende musik, der bestemt lyder autentisk – godt hjulpet på vej af Xu Ziling på den kinesiske erhu og topklasse produktion ved Preben Iwan. Men lytter vi blot til vor egen fordom om Kina? Selvom de enkle melodier ikke kan tåle for mange genlytninger, bliver jeg dog indfanget af klangæstetikken, og får en stærk lyst til at høre mere ægte kinesisk musik. Derfor er værket en god øreåbner. Ikke for sin mærkelige snak om klima.