Nils Frahm
4
© Leiter
Det er nok godt, at Nils Frahm ikke spillede hele sit nye og over tre timer lange album Music for Animals (som i øvrigt ikke indeholder klaver overhovedet!). Plyssæderne i Musikhuset føltes i forvejen alt for behagelige, så hvor meget langsom musik kan det stressede menneske klare? Under sit fine fredagsambientshow optog den tyske musiker aarhusianerne, mens de lavede dyrelyde (fugle, hunde, dinosaurer), som han spillede hen over. Vi er alle (flok)dyr. Vi genkender og banker med fødderne, når vi hører hjertets rytme. For Frahms musik følger sådanne urgamle rytmer, selvom han omgives af tangentinstrumenter, glasorgel og blinkende maskiner, der blinker til os fra fremtiden.
Analog og digital, robust og flygtig, mekanisk og glat. Frahms koncert var uden de store dramaer. Andet end dem, man selv kunne skabe under egne øjenlåg, mens man enten drev langsomt, ikke hurtigt, ud i universet eller bare forestillede sig, at der under en – når man åbnede øjnene – under plyssædet, pludselig var et dansegulv. Fram selv bevægede sig i en art electric slow dance. Ligesom Erik Saties »møbelmusik« kan Frahms æteriske og nydeligt designede musik for dyr nemlig sagtens opleves meget fysisk. Som en Myrestol med ekstra pude på sædet.
I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus.
© PR
Som det ofte er tilfældet med soundtracks, navigerer musiker og komponist Søren Gemmer og den grønlandsk-danske billedkunstner Jessie Kleemann på en hårfin balance på Lone Wolf Runner, hvis musik oprindeligt blev skrevet som soundtrack til Kleemanns performances af samme navn i 2023 på Nationalmuseet. Hvor meget af det oprindelige formål (her Kleemanns performances) kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening?
Albummet præsenteres via PR-materiale som bl.a. en postkolonial kritik og en undersøgelse af transkulturelle spørgsmål, hvilket umiddelbart virker meget fængende – ikke mindst pga. den nuværende geopolitiske situation, som Grønland pludselig befinder sig i midten af. På det rent musikalske niveau er udgivelsen ikke så gribende, som man kunne have håbet på. Dertil mangler der en stærkere forankring i en følelse af formål med musikken. Uden at have oplevet Kleemanns oprindelige performance, er det mit indtryk, at netop manglen på dette aspekt har efterladt for store huller, til at den ellers på mange måder spændende musik kan fylde dem ud alene. Lone Wolf Runner er fyldt med henvisninger og antydninger til dramatik og historiefortælling, som ikke kommer til deres ret.
Interessante og spændende øjeblikke er der ellers mange af: Kleemanns digteriske stemme, der skifter mellem ikke bare grønlandsk og dansk, men også tungt præget af vocoder og tilsyneladende ubehandlet vokal. De atonale, tøvende, men flotte klavermelodier som bl.a. »The Dancer« og »Marble«, der skaber rolige øjeblikke iblandet spænding. Den industrielle »The Skin« sår midtvejs gennem albummet tvivl om, hvilken retning, musikken fører lytteren i. Men i sidste ende mangler Lone Wolf Runner netop det, der er blevet skåret fra i albummets tilblivelsesproces: en performance, der kan binde det hele sammen.
Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.
Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.
Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.
Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.
© Nils Strindberg
På sit nye album, Snowblind, vender Jacob Kirkegaard blikket væk fra afsløringer af vores omverdens skjulte lyde for i stedet at skildre et psykologisk drama. Afsættet: den svenske polarfarer Salomon August Andrée, der i 1897 satte kurs mod Nordpolen i luftballon, en dumdristig færd, der kostede ham selv og to andre livet – forblændet af sne og jagten på berømmelse.
I løbet af 11 isnende tableauer tegner Kirkegaard et portræt af den ængstelighed og tvivl, svenskeren må have følt, da ballonen styrtede ned på pakisen øst for Svalbard. I to måneder fortsatte de tre til fods, inden de nåede den øde ø Kvitøya – og døde få uger efter, muligvis forgiftet af underkogt isbjørnekød. Da havde naturen for længst afsløret sin fjendtlighed.
Det hører man på Snowblind. Først letter ballonen i en luftstrøm, der balancerer elegant på kanten af omklamrende mørkesynth og hjertebanken, mens en metallisk skurren a la heroisk elguitar subtilt signalerer tvivlen: Var Andrée helt eller skurk? Kort efter lander vi så i et stort ingenting af strøget metal. Granatchokket bliver til skælmske, svampede fodspor af synth, mens desperationen og hallucinationerne vokser: Var det et skibshorn, jeg hørte, en redningskrans?
Men nej, stilheden vinder, isvandet rasler som et sultent uhyre, det hårdkogte psykologiske drama levner ingen plads til håb, kun en chance for at stirre sit endeligt i øjnene. Havde Kirkegaard været en rigtig grum portrættør, kom vi endnu længere ned i mørket og desorienteringen, men hans letsvævende ambiens sætter nu også spor i sneen.
En strygekvartet består af fire musikere, og en klarinetkvintet af fem, men den danske komponist Rune Glerups (f. 1981) nyindspillede værker for begge ensembler får en til at tro, at deres antal er talt forkert, for lidt. Glerup, som sidste år modtog Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Om lys og lethed, skriver kammer- og orkesterværker, der ofte er præget af flerdimensionalitet: En klangidé gentages vedholdende i ændrede fremtoninger, hvilket giver fornemmelsen af, at komponisten udforsker forskellige facetter af en fysisk form. De to værker på Perhaps Thus the End – fremført af den fremragende Quatuor Diotima og klarinettisten Jonas Frølund – er dog lige så meget en demonstration af det ekspansive indre som af overfladens udstrækning.
De syv satser i strygekvartetten (som har givet navn til albummet) er opkaldt efter linjer fra Samuel Becketts sene prosaværk Stirrings Still. Lange toner og galopperende motiver skifter gnidningsfrit mellem ensemblets medlemmer og skaber en klang, så gruppen synes fordoblet i størrelse. Tonesproget er til tider mekanisk, men aldrig automatisk, og ligner snarere ballettens former. Glerup er en omhyggelig mester i tekstur, der finder elegance i utraditionelle lyde gennem ferm lagdeling – eksempelvis, når en harmonisk pizzicato i en senere sats bryder strygernes knirkelignende klang, inden ensemblet pludselig bevæger sig ind i stilheden.
På den overraskende vanedannende »Still Leaning Towards this Machine« – sandsynligvis en af de få gange, en nutidig klarinetkvintet har opnået denne betegnelse – forstærkes ensemblet af elektronik gennem en subtil, hakkende resonans. Hvilket resulterer i, at orkesteret i tre lystige satser lejlighedsvis forvandles til en slags paranormal harmonika. Det er en vidunderligt sær effekt, som partituret, på en lige så sær måde, leverer med en næsten alvorsfuld mine – endnu én af mange givende overraskelser på denne fremragende udgivelse.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
© Flemming Bo Jensen
Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis.
Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.
