Roll over, Mozart

Nu har Politiken ganske vist lige kåret Matias Vestergård til den varmeste ting inden for klassisk musik siden Mozart, men det er alligevel tæt på overmodigt med et debutalbum bestående af intet andet end musik, man har skrevet som ung studerende. De fem værker her er bogstaveligt talt stiløvelser.

Men hov, der er måske noget om snakken. For hør, hvor elegant komponisten tegner de seks karakterstykker undervejs: istapper af horn, koklokke og obo, der falder og splintres, alarmerede strygere og elastisk klanglig variation i hurtige flugtsekvenser. Sindsoprivende præcist sat i lyd af Esbjerg Ensemble med stor billedkraft.

Albummet fungerer som en lille lommebog, man kan tage med sig, når man går i operaen for at se Vestergård folde sig ud på den store scene, hvor han har hjemme. De tre idyller mestrer antydningens kunst med kvalte fuglefløjt på strygernes åbne strenge kontrasteret af lette, boppende motiver i ensemblet, inden værket udarter til drilsk og stadig vildt staccato bongorytmik.

Underligt fersk er det eneste vokalværk, de to Løppenthin-sange med oversubtilt akkompagnement og stædige vokalmønstre. Her fordamper energien, og Signe Asmussens universalskuespillende stemme står afklædt tilbage. Lige til den tørre side, hvad?

Men ellers cementerer udgivelsen det, som jeg egentlig var lidt i tvivl om: at Vestergård har en kæmpe værktøjskasse at arbejde med, og at der er meget at glæde sig til, selv hvis han, trods Politikens ode, viser sig at være i kategorien lige under Mozart.