Equinox Chamber Music Festival sætter i år fokus på glemte stemmer og tabte skatte. Helt oplagt var derfor torsdagens kammerkoncert No Man’s Land, fuldt dedikeret til kvindelige komponister, hvilket tiltrak et stort og ualmindeligt ungt og hipt publikum til Musikhusets støvede rammer. Ny musik af Jessie Montgomery og Caroline Shaw gav koncerten særlig relevans og nerve, hvor instrumenternes klange blev sat yderligere i bevægelse af dansere på scenen. Som historisk modspil stod den på ældre værker af de tidlige pionerer Louise Farrenc og Amy Beach.
Den energiske Strum af Jessie Montgomery fungerede perfekt som koncertåbner. Som et ustoppeligt kraftværk spurtede strygerne frem med livlige folkerytmer, dybe strøg og grov pizzicatostrumming, og danserne spejlede hinanden i en koreografi fuld af nydelse og frihed.
Farrencs brusende sekstet bød på intens farvespil og dynamisk variation, hvilket til dels skyldtes den usædvanlige besætning for klaver og fem blæserinstrumenter, hvor den franske klavervirtuos Yannick Rafalimanana var blændende på tangenterne. Hos Beach flød senromantisk nostalgi tykt og overmættet, så det til tider føltes klaustrofobisk, og det havde måske været oplagt at erstatte et af hendes værker med endnu en ny komponist.
Caroline Shaws Entr’acte blev koncertens absolutte højdepunkt. På fineste vis åndede en strygekvartet Shaws cirklende suk, intime pauser og kollapsende harmoniske strukturer. De to dansere forstærkede musikkens varme poesi i Matteo Di Loretos dirrende smukke koreografi, der var umulig at fjerne blikket fra. Jeg hungrede efter mere, og må jo blot vente til næste år.