kortkritik

Flydende fantasy  

Josefine Opsahl: »Atrium«
Josefine Opsahl. © Lis Kasper
Josefine Opsahl. © Lis Kasper
11. august

Josefine Opsahls cello flyder ind og ud af sig selv i loops, imens den skiftevis harmonerer med og konfronterer elektroniske elementer. Således opstår polyfoni – Opsahl spiller både konkret og i overført betydning op ad flere lag af sig selv. Hendes musikalske ekspressionisme udføres smukt, grotesk, disharmonisk og afbalanceret. 

Albummet spænder fra dyb mol i »Pendul« til »Primse III«, hvis intro nærmest minder om mågers skrig. På »Liquid Entity: Maestoso« afløser hastige strøg på strengene buens flydende bevægelser, imens både »Gaar Ikke Soels og Maanes Vei Ned Under Dybe Hav: Dyret« og det avantgarde »KHGR: Wave« med deres folkemusikalske inspirationer kunne figurere på soundtracket til den næste store fantasyserie på Netflix. 

Talrige klangflader, omhyggeligt akustisk arbejde såvel som de høje toner, der går lige til grænsen for følsomhed og smerte, fordrer, at Atrium opleves på højttalere af høj kvalitet, da headsettets begrænsninger ikke vil udvise den fornødne respekt for det auditive univers. 

Som klassisk og eksperimenterende musiker går Opsahl ikke efter at skabe lette melodier. Atrium er en lydelig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers.