Den Stockholm-baserede komponist Kali Malones musik er indbegrebet af tesen om »less is more«. De altid tilstedeværende, nøjsomme og blødt ringende droner lægger sig som tunge tågebanker nederst i mikset, mens Mats Äleklints trækbasun og Isak Hedtjärns basklarinet spiller få, enkeltstående toner højere i mikset. Men ikke så højt at de nogensinde slipper helt ud af tågen. Jeg higer efter noget at hæfte mig ved, bliver opmærksom på de små ting, som jeg i en mere tætpakket produktion nok ville have overset. Som hvordan man kan høre de to blæseres hvislende udåndinger under instrumenternes klang – og nogle gange endda udelukkende disse vejrtrækninger.
Mens den musikalske tåge i EP’ens første nummer er så tyk, at man kan skære i den, introducerer andet nummer en mere fremtrædende, endda melodisk synth, der meget passende netop synes at skære igennem disen. Således skaber Malone først en rolig, nærmest ophøjet ubevægelig lyd, for derefter selv at bryde den ned med en langt mere sinister afslutning.
Drone er af natur ofte en uhåndgribelig form for musik, men Malones store styrke er hendes evne til at skabe tekstur, en følelse af rum og nærhed i sine kompositioner. Dette beviste hun med det monumentale orgelværk The Sacrificial Code (2019). Med Living Torch understreger hun blot hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.