Det mest performative aspekt af Linda Lamignans performative koncert på den lille bitte Ambereum scene var begyndelsen: Imens en fest af en hiphopkoncert fandt sted på Arena-scenen lige ved siden af, påbegyndte Lamignan og venner – sådan omtalte de sig selv – det David mod Goliat-agtige projekt, det var at opbygge en meditativ og »helende« atmosfære med hjælp fra røgelse og en varm, men teksturløs synthdrone. Der var noget sært fascinerende over projektet.
Det er som bekendt altid irriterende, når naboerne holder fest. Alligevel var Linda Lamignans optræden faktisk mest interessant i de første ti minutter, hvor de ydre omstændigheder gjorde dens eksistens allermest prekær. Koncerten – der bestod af en kombination af Lamignans sange og nogle digte, som medperformeren Noella Birisawa læste op fra en iPhone – var ikke uden sine lyspunkter: Lamignan opførte sin sange med indlevelse og storslået sans for dramatik og den fremragende trommeslager Deodato Siquir hamrede godt og grundigt på bækkenerne, når lydbilledet med faretruende hast nærmede sig den totale anonymitet.
Sangene og digtene kredsede om tematikker som at befinde sig mellem kulturer; at åbne sit sind; at tro på sig selv og andre; at se kærligheden over det hele; at gøre op med racisme og snævre kønsforestillinger. Gode og vigtige emner. Problemet var, at behandlingen af disse emner var nærmest overdrevet bogstavelig. Der var masser af digtning, men ikke så meget poesi; masser af sangskrivning, men ikke så meget musik.